11, 32 og 58 procent. Sådan lyder fordelingen af kvinderne i tre kommunalbestyrelser i vores sendeområde.
I anledningen af Kvindernes Internationale Kampdag har vi sammenlignet kønsfordelingen af politikere i de forskellige kommuner, og der er stor forskel.
Kommunalbestyrelsen med færrest kvindelige medlemmer finder du i Brøndby, hvor der ved kommunalvalget i 2013 blev valgt 2 kvinder og 17 mænd ind. Det svarer til 11 procent kvinder mod 89 procent mænd.
Antallet af kvinder i kommunalbestyrelsen i Brøndby er faldet siden 2005, hvor der blev valgt 6 kvinder ind, mens tallet i 2009 var 4.
Sendeområdets mest kvindedominerede kommunalbestyrelse ligger i Gentofte, hvor andelen af kvindelige kommunalpolitikere overskygger andelen af mænd. Her blev der nemlig valgt 11 kvinder ind i 2013, mens der blev valgt 8 mænd i. Det svarer til en fordeling på 58 procent kvinder og 42 procent mænd.
Faktisk findes der kun to kommuner i vores sendeområde, hvor der er valgt flere kvinder ind end mænd. Den anden kommune med en overrepræsentation af kvinder er Hillerød, hvor andelen af kvinder er 52 procent.
I gennemsnit blev der i hele vores sendeområde valgt 32,6 procent kvinder ind ved kommunalvalget i 2013 samt 67,4 procent mænd.
Her kan du se kønsfordelingen af politikere i kommunerne i TV 2 Lorrys sendeområde (tal: Danmarks Statistik)