Unge om klassisk dansk satire: "Insisteren på ytringsfrihed er umoderne"
I en moderne verden er det umoderne at insistere på ytringsfrihed. Sådan lyder det fra ”wokeister” efter udgivelsen af det mere end 100 år gamle og årligt tilbagevendende satiremagasin Svikmøllen.
De elsker at gå lige til grænsen – og allerhelst lidt over.
Jeg er helt klart bevidst om, hvordan min samtid er. Og jeg elsker at provokere den. Jeg elsker at gå og pirke lidt i grænserne.
Bladtegnerne og tekstforfatterne, som laver satire med alt fra kongehus, politikere, erhvervs- og kulturliv til danskernes livsstil i det kulørte hæfte, som efterhånden har 108 år på bagen, og som gennem årene har været den obligatoriske mandelgave i tusinder og atter tusinder af danske hjem.
”Spies, rejsning og vær ligeglad”
Sådan lyder eksempelvis en af overskrifterne til en tekst, som figurerer på en af de første sider af årets Svikmøllen, og hvor både tekst og den tilknyttede tegning laver satire over Simon Spies – engang hyldet af store dele af nationen som hele Danmarks rejsekonge og farverige milliardær med forkærlighed for unge piger, de såkaldte morgenbolledamer.
I dag er Simon Spies mest kendt som en vanæret og grænseoverskridende personage, som bekendte sig til nazismen, og som mishandlede og fornedrede mindreårige unge piger.
Jeg er helt klart bevidst om, hvordan min samtid er. Og jeg elsker at provokere den.
Men det er langt over grænsen at lave satire, hvor man også omtaler ofre for den, satiren omhandler.
Det mener flere unge gymnasieelever fra Det Frie Gymnasium efter at have set årets udgave af Svikmøllen.
En af dem - Maja Bjørk Persson – er efter eget udsagn ”fucking woke”, altså ung og meget, meget bevidst om begreber som eksempelvis sexisme, racisme, homofobi og derfor meget lydhør over for, hvad der i det hele taget kan såre andre.
- Helt ærligt synes jeg – og jeg tror, at der er rigtig mange, der kommer til at være irriteret på mig, efter jeg siger det her - men jeg synes, at det er rigtig irriterende, at man kan bruge så meget tid på at snakke overgreb, som om at ofrene ikke fylder. Ofrene har brugt meget af deres liv på at komme igennem det. Og måske er de ikke kommet igennem det, siger Maja Bjørk Persson.
Teksten og tegningerne af Simon Spies (Bagsiden af Svikmøllen er også en tegning af Simon Spies, red.) er bare et ud af utallige emner, som bliver taget under kærlig, satirisk behandling i årets Svikmøllen.
Andre er eksempelvis Prins Joachim og de mistede privilegier, Inger Støjberg og salonerne og den tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen.
- Jeg er helt klart bevidst om, hvordan min samtid er. Og jeg elsker at provokere den. Jeg elsker at gå og pirke lidt i grænserne, siger en af de trofaste bidragsydere til Svikmøllen, bladtegner Jens Hage, da vi møder ham kort før Svikmølleredaktionens julefrokost på Café Gammeltorv i indre by.
Der er rigtig mange, der har brug for at vise, at de er uenige og vil vedligeholde ytringsfriheden, fordi de er bange for, at den bliver taget væk fra dem.
Og det er hele satirens væsen, lyder det fra Svikmøllens redaktør, Søren Anker Madsen.
- Nu er Jens og jeg jo virkelige dårlige eksponenter for wokeismen. Altså vi er spøgelsesbilister i den ny tid. Og det insisterer vi på at være. Vi vil jo gerne gå til grænsen og gerne en lille smule over. Men vi er ikke ude på at såre nogen. Omvendt så må jeg sige, at vi sparker opad - vi sparker ikke på ofrene, siger Søren Anker Madsen.
- Alt det, som er så forfærdeligt nu, vil jeg insistere på at få lov lave satire på. Hvis det passer ind i en sammenhæng, og hvis jeg kan give det en humoristisk klang, så folk griner. Det er enormt svært at være sur, når man har grinet, siger Jens Hage.
Men det er en insisteren på ytringsfrihed, som er ude af trit med en moderne verden, lyder det fra Maja Bjørk Persson, som mener, at mange ældre forsøger at gøre oprør mod unge, når de insisterer på ytringsfrihed.
- Der er rigtig mange, der har brug for at vise, at de er uenige og vil vedligeholde ytringsfriheden, fordi de er bange for, at den bliver taget væk fra dem. Hvor mit synspunkt er, at man justerer i nogle ting, der sårer andre og krænker andre, siger Maja Bjørk Persson.
I følge både redaktør Søren Anker Madsen og tegner Jens Hage er Svikmøllen da også tegnet og skrevet til en helt bestemt gruppe af mennesker.
- Det er alle onklerne og morfædrene og sådan nogle, siger de grinende i munden på hinanden.
Men hvad der for små 100 år siden lå inden for grænsen, ville i dag være over grænsen, erkender Søren Anker Madsen og henviser til forsiden af Svikmøllen fra 1925.
- Du kan ikke lave den danske regering som et sort rag-time-band i dag. Der er et begreb i dag, der hedder black-facing, som betyder at man ikke må klæde sig ud som mexikaner, grønlænder eller andet, hvis man ikke er det. Det respekterer vi. Vi prøver altid at gå hen til grænsen. Og gerne en smule over. Men vi skal jo heller ikke støde nogen unødvendigt. Jeg synes faktisk, den er sjov. Men den er sjov i sin samtid, siger Søren Anker Madsen.
På trods af, at Jens Hage forbeholder sig ret til at lave satire over alt, erkender han, at han bruger lang tid på at forholde sig til de grænser, som er til evig diskussion.
- Jeg har lavet mit eget form for net, hvad den slags angår. Men der slipper nok nogle ting igennem, som ikke ville være sluppet igennem for andre, slutter Jens Hage .
