Forretningsudvalget i Region Sjælland indledte i dag arbejdet med at finde besparelser for 30 millioner kroner på driften af den offentlige transport.
Regionen vil drøfte problemet med de kommuner, som fra 2017 kan blive berørt af eventuelle omlægninger af den kollektive trafik.
Det oplyser regionen i en pressemeddelelse.
- Hvis det ender med, at vi er nødt til at gennemføre de her besparelser, så kan det få indflydelse på den service, vi i dag giver. Det, der i øjeblikket er i spil, er lukning af tre busruter i det sjællandske område, siger regionsrådsformand Jens Stenbæk (V) til TV 2 Lorry.
Region Sjælland skal senest 1. maj afgive sin trafikbestilling til Movia for den kollektive trafik i 2017.
Der skal træffes en endelig beslutning på Regionsrådsmøde den 28. april. Forretningsudvalget behandler besparelserne den 18. april.