Dorte Andersen lukkede døren til kontoret for sidste gang, da hun var 67 år gammel.
Alligevel tjekker hun hver morgen sin bugnende mailindbakke og passer sin fyldte kalender.
Seks år inde i pensionisttilværelsen har hun nemlig travlt med contentplaner, fotoshoots, stylings- og yogavideoer til sin succesfulde Instagram-profil.
Hvor intet mindre end 236.000 mennesker følger med i hendes influencerliv.
Hun håber, hun kan inspirere andre modne kvinder og vise, at livet ikke er slut, bare fordi vi bliver ældre.
SUP-board, baristauddannelse og crawlsvømning
Da Dorte Andersen fyldte 60 år, lavede hun en bucketliste med alle de ting, hun skulle nå at opleve.
En liste, hun allerede har krydset en hel del af på.
Hun har blandt andet taget en baristauddannelse, lært at stå på SUP-board og svømme crawl.
Og så endte et tre måneders ophold i Indien med, at hun - helt spontant - tog en yogauddannelse.
- Jeg havde egentlig tænkt, at jeg skulle gå rundt i en sarong langs stranden og nyde pensionistlivet. Men da jeg havde gjort det i et par dage, var det ikke så spændende længere, forklarer Dorte Andersen.
Siden har hun udbygget uddannelsen med både aerial, restorativ, yin og ansigtsyoga.
Og netop ansigtsyogaen blev starten på hendes succes på Instagram.
Her lagde hun nemlig videoer ud, hvor hun viste øvelser til både bekymringsrynken, kæbelinjen og læberne.
Dengang for fem år siden havde hun i omegnen af 300 følgere.
Men så begyndte folk ligeså stille at få øjnene op for ansigtsyogaen, og så gik det stærkt.
(Artiklen fortsætter efter boksen)
Spørg Os - Afstemning
_
Brands foretrækker yngre ansigter
I dag er det ikke kun ansigtsyogaen, der fylder på Dorte Andersens profil.
Både skønhedsrutiner, makeup, mode og livsstil har fået en plads i influencerens feed.
Som influencer - med en vis mængde følgere - laver hun også af og til betalte samarbejder med forskellige beauty- og tøjbrands.
Men det har ikke altid været lige nemt for den 73-årige influencer. Faktisk har det været "lidt op ad bakke".
- Det er ikke sådan, at jeg er sprunget ind i influencer-verdenen. Det er hårdt arbejde, forklarer hun.
- Da jeg startede som influencer, var det utrolig svært at overbevise erhvervslivet om vores (modne influencere, red.) værd, og skønheds- modeindustriens opfattelse af skønhed og ungdom, hvor de fleste brands ofte foretrækker yngre ansigter og ikke vores.
Ifølge Dorte Andersen får hun ofte afslag fra de skønheds- og modebrands, hun kontakter for at samarbejde. Hun oplever, at de ofte meget unge SoMe-konsulenter kan have svært ved at se værdien i et samarbejde med en ældre influencer.
- Om livet er forbi, når man er 73 år, og derfor skal man ikke bruge rynkecreme og gå i smart tøj? Jeg ved det ikke.
Influencermarkedsføring
Er man influencer, betyder det, at man har mange følgere på sociale medier. Når man taler om influencermarkedsføring, taler man altså om, at en influencer direkte eller indirekte markedsfører produkter eller producenter over for sine følgere.
Influencer-markedsføring er på få år blevet en væsentlig og meget omtalt del af det danske annoncemarked. Faktisk rundede influencerbranchen allerede i 2019 en omsætning på 100 millioner danske kroner, viser tal fra Slot- og Kulturstyrelsen.
Kilde: Slots- og Kulturstyrelsen og Advodan.
Jeg føler, det handlede om min alder
Midt i alle afslagene fik Dorte Andersen dog alligevel tilbudt et samarbejde. Med en virksomhed, der producerer bleer til voksne.
- Jeg ville ikke have noget imod at vise bleer, hvis jeg selv havde det problem. Men det har jeg ikke, så jeg føler måske, det handlede om min alder, siger Dorte Andersen.
Desuden oplever hun, at firmaerne tror, at hendes tekniske og digitale kunnen er i bund.
- Vi modne influencere regnes for at være ubrugelige til de sociale medier, og arbejdsgiverne ansætter helst de helt unge, som de regner med har mere styr på teknologien og de nyeste digitale trends.
Modne kvinder savner nogle at spejle sig i
Selvom influencer-livet ikke er helt nemt, når man er 73 år, fortsætter Dorte Andersen ufortrødent.
Hun mener nemlig, at der er behov for en større repræsentation af modne kvinder på sociale medier og i skønheds- og modeindustrien.
- Vi modne kvinder kan ikke spejle os i de unge, tynde modeller. Vi vil rigtig gerne have andre modne kvinder, vi kan spejle os i, understreger hun.
Hun håber, at hun kan være med til at inspirere netop de modne kvinder, der savner nogen at spejle sig i.
- Jeg vil gerne vise, at der er et liv efter pensionsalderen. Livet er ikke slut, fordi vi bliver ældre.