Oversigt

Seneste nyt

Politiet har fået flere henvendelser i sag om voldtægt af 17-årig

Københavns Vestegns Politi oplyser til TV 2 Kosmopol, at der er kommet flere henvendelser i sagen, siden det i går kom frem, at en 17-årig pige havde været udsat for voldtægt i Rødovre.

Politiet kan dog ikke oplyse, hvor mange henvendelser, der er kommet, eller om henvendelserne stammer fra vidner på stedet, videoovervågning eller fra dashcams på biler.

Københavns Vestegns Politi er meget interesseret i, at flere eventuelle vidner henvender sig. 

- Vi opfordrer alle, der har set noget eller i øvrigt kender til sagen, til at ringe til os på 43861448,  lyder det fra kommunikationsansvarlig Claus Buhr. 

Overgrebet skete, da pigen var på vej til fods via tunnelen under Rødovre Station op til Damhus Boulevard, som hun fulgte i retning mod Damhussøen kort efter klokken 02.30 natten til lørdag.

På Damhus Boulevard blev hun antastet af en mand, der ud for nr. 99 trak hende ind i en indkørsel og der udsatte hende for en grov voldtægt.

Gerningsmanden beskrives som:

Mand, 18-25 år, 175-185 cm, mellemøstlig af udseende.

Manden havde mørkt tætklippet hår og var iført mørkt tøj, herunder en mørk glat og skinnende jakke. Manden talte dansk med accent.