"Åh nej": Flyveklub i Roskilde bliver ramt af konflikt i København

Den store mangel på flyveledere i København får nu konsekvenser i Roskilde Lufthavn.

Per Faldborg Olesen har altid elsket at få luft under vingerne. Men formanden for Roskilde Flyveklub får en sommer med fødderne mere på landjorden, end han drømmer om.

I Roskilde Lufthavn er den store mangel på flyveledere i København nemlig blevet den lille lufthavns problem.

Derfor kom nyheden om, at fire flyveledere fra Roskilde Lufthavn flyttes til København, som en mavepuster.

- Jeg tænkte bare: "Åh nej", for det kan ikke andet end at få nogle konsekvenser, siger Per Faldborg Olesen, der er formand for Roskilde Flyveklub.

Manglen på flyveledere i København går nemlig allerede nu udover lufthavnen i Roskilde.

- Allerede nu har vi jo konsekvenser ved, at der er begrænsninger i, hvad vi må i Roskilde Lufthavn på grund af mangel på flyveledere. Og når man så flytter endnu flere fra Roskilde til Kastrup, så bliver det bare endnu værre, siger han.

Konsekvenser i Roskilde

Hvis flytningen af de fire flyveledere fra Roskilde til hovedstadens lufthavn kommer til at betyde, at det bliver sværere at få mulighed for at lette og lande, kan det blive nødvendigt for både flyveklubben - og andre af lufthavnens brugere - at søge mod andre landingsbaner.

Og det kan være en rigtig dyr fornøjelse. Både i brændstof og gebyrer for start og landing.

- Os hobbypiloter kan jo nok overleve på et eller andet niveau, men for de mere kommercielle dernede, må det få store konsekvenser, lyder det fra Per Faldborg Olesen.

(Artiklen fortsætter under faktaboksen).

Flyvelederkonflikten kort fortalt

  • Kort fortalt bunder flyvelederkonflikten i en mangel på personale, navnlig flyveledere, og hvorvidt den nuværende bemanding af flyveledere fortsat skal dække ind ved at tage ekstravagter.

  • Parterne er den statsejede arbejdsgiver Naviair og flyveledernes fagforening DATCA.

  • Konflikten begyndte, da Naviair under corona afskedigede 50 flyveledere som led i en sparerunde.

  • Naviair mangler cirka ti procent flere flyveledere, eller det der svarer til 70, før de er oppe på fuld bemanding i Københavns Lufthavn igen.

  • De resterende flyveledere har derfor taget ekstravagter for at dække ind for manglen af personale. Men nu vil flyvelederne ikke mere.

  • Manglen på flyveledere kan strække ind til 2024, da det kræver at flere flyveledere er færdiguddannede.

Alligevel kan Jacob Pedersen, der er luftfartsanalytiker hos Sydbank, godt se det fornuftige i Naviairs plan. I hvert fald som en lappeløsning.

- Det her handler jo om at slukke ildebranden, der hvor den er værst. Og det går man langt for at gøre. Men det ændrer jo ikke på den strukturelle udfordring, der er med for få flyveledere, lyder det fra Jacob Pedersen.

Under coronakrisen fyrede Naviair, der er flyveledernes arbejdsgiver, nemlig et stort antal flyveledere. Siden da har det vigtige personale taget en masse ekstravagter for at dække ind for manglen på flyveledere, og det har de nu valgt at sige stop til.

Og det er altså den beslutning, man nu også mærker konsekvensen af i Roskilde Lufthavn.

- Roskilde Lufthavn bliver jo i en periode lagt noget ned af det her, og det betyder, at der er flyveskoler og den salgs, som ikke kan lave det, de er vant til. Så mange aktiviteter i Roskilde Lufthavn kommer på vågeblus, siger luftfartsanalytikeren.

Naviair prioriterer

Netop at Roskilde Lufthavn bliver sendt i et form for vågeblus, er noget, der bekymrer direktøren i Roskilde Lufthavn, Jesper Rasmussen. Han skriver i et skriftligt svar til TV 2 Kosmopol:

"Det er klart, at en flytning af ressourcer i dette omfang ikke kan gennemføres uden betydelige konsekvenser for trafikafviklingen i Roskilde Lufthavn." 

"Derfor bliver jeg selvfølgelig bekymret for, hvad den her beslutning kan få af konsekvenser for Roskilde Lufthavn både på kort og lang sigt," fortsætter lufthavnsdirektøren.

Også flyveledernes arbejdsgiver, Naviair, er bevidste om konsekvenserne af deres beslutning. 

"Vi har lagt en sommerplan, der prioriterer trafikken i Københavns Lufthavn, da mange gerne vil ud og rejse til sommer. Desværre medfører planen en nedsat kapacitet i Roskilde Lufthavn i perioden juni – august, og vi beklager de gener, som det medfører for brugerne af lufthavnen," lyder det fra flyvelederenes arbejdsgiver, Naviair, i en mail til TV 2 Kosmopol.

- Ærgerligt for dem, det går udover

Hos Per Faldborg Olesen, formanden for Roskilde Flyveklub, ærgrer man sig over Naviairs beslutning.

Men situationen taget i betragtningen forstår han godt, at man har været nødt til at træffe drastiske valg.

- Grundlæggende er det jo uheldigt, at vi overhovedet er havnet i den her situation. Corona er overstået, og nu skulle vi ud at flyve, det er godt vejr, og det er sommer, lyder det fra Per Faldborg Olesen.

- Men jeg kan jo selvfølgelig godt forstå deres prioritering, men derfor er det jo stadig ærgerligt for dem, det går udover. Og det er jo os, fortsætter han.

Derfor deler han håb med mange andre.

- Jeg håber, der kommer en løsning på det meget snart i hvert fald, siger formanden for flyveklubben.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik