- Først den ene fod og så den anden fod.
Den frivillige træner Jakob Bay-Nielsen er i gang med formiddagens træning, hvor han arbejder med de 3-5 årige børnehavebørns motoriske evner gennem projektet børnehavebold.
- Formålet med børnehavebold er at gøre børnene klar til leg i skolegården, styrke deres motorik, introducere dem til foreningslivet og give dem en glæde ved at være sammen med andre, siger Jakob Bay-Nielsen til TV 2 Lorry og tilføjer:
- Nogle af de motorisk svage børn bliver løftet og oplever, at de også kan være med.
Det giver selvtillid, selvværd og en tro på at de kan.
Børnene bliver bedre og bedre
Hver onsdag og fredag formiddag får Jakob Bay-Nielsen besøg af tre børnehaver i Roskilde, som har udvalgt nogle børn, der skal have styrket balancen, koordinationen og kropsfornemmelsen.
Børnehavebold i Roskilde
- Børnehavebold foregår udendørs året rundt to gange om ugen.
- Træningen indeholder balance, koordination, generelle og specifikke motoriske øvelser.
- I træningen bruges bolde i flere størrelser, kegler, stiger, reb, balancebræt og ringe til hinkerude. Træningen varer en time og afsluttes med 10-12 min. fodbold på lukket bane.
- Hvert hold består af ca 12 børn og to pædagoger
Børnehuset Hobbitten i Roskilde er en af de børnehaver som har tilmeldt sig projektet, og de ser fremskridt fra gang til gang.
- De bliver bedre og bedre og mestrer øvelserne rigtig godt, og det tager de med hjem på legepladsen. De bliver bedre til at indgå i sociale kontekster, og de bliver bedre til at vente på tur, siger Birgitte Pihl Mathiassen, afdelingsleder i Børnehuset Hobbitten i Roskilde og tilføjer:
- Det giver selvtillid, selvværd og en tro på, at de kan.
- Det var sjovt, siger Caroline Louise Winther-Nielsen på fire år til TV 2 Lorry.
Sammen med børnehavekammeraterne Lucas Krogh Lund og Nelly Sia Højgaard Elvej er hun og de andre blevet udfordret på en række øvelser, blandt andet at gå på line, drible, kaste og gribe bold, løbe slalom og kravle under forhindringer. Noget som børnene har meget sjov ud af.
Planen for de næste to år er, at vi forhåbentlig kan få det ud i andre klubber, så flere børnehaver kan få glæde af det.
- Det er sjovt at gå på line, siger Nelly Sia Højgaard Elvej på fire år.
Og Lucas Krogh Lund tilføjer:
Jeg har spillet fodbold - det var godt, siger han.
Skal bredes ud
Roskilde Kommune er kommet med ind i projektet og ambitionen er, at endnu flere børnehaver i kommunen skal have tilbud om at få styrket børnenes motorik gennem tilbud i de lokale idrætsforeninger.
- Planen for de næste to år er, at vi forhåbentlig kan få det ud i andre klubber, så flere børnehaver kan få glæde af det, siger Jakob Bay-Nielsen.
For børnene i Børnehuset Hobbitten er børnehavebold en succes.
- Vi får nogle glade og nogle rigtig trætte børn med hjem - det er helt sikkert. De har givet den gas i en time. De har jublet og har haft noget sammen - rigtig meget fællesskab, siger Birgitte Pihl Mathiassen.