Oversigt

Seneste nyt

Hospital ramt af strømafbrud på afdeling med hjertepatienter

Personalet på Sjællands Universitetshospital i Roskilde måtte bruge lommelygter, pandelamper og batterier, da strømmen pludselig gik fredag.

Sent om eftermiddagen klokken 16.00 gik strømmen i den bygning, hvor der blandt andet ligger hjertepatienter og for tidligt fødte børn, skriver TV 2 ØST.

- Vi tænker først på patientsikkerheden og derefter på at få genetableret strømmen, siger Johnny Lyngård til TV 2 ØST. 

Årsagen til strømafbrydelsen var et sprunget vandrør, hvor vandet var løbet ind i en stor el-tavle.

Hospitalsbygningen blev mørklagt, fordi nødstrømmen, som leveres af generatorer, går via den ramte el-tavle og dermed ikke kunne benyttes.

- Al vores nødstrøm virkede, som den skulle, men vi kunne ikke føre strømmen gennem den våde el-tavle, siger Johnny Lyngård til TV 2 ØST.

I stedet måtte personalet bruge batterier til de maskiner, som skulle benyttes på afdelingerne, hvor cirka 70 patienter blev berørt af strømafbrydelsen.

Cirka klokken 21.00 var strømmen var atter tilbage på hele universitetshospitalet.