Klokken 6.37 i morges fik Midt- og Vestsjællands Politi en melding om et uheld ved Roskilde. Her var en lastbil kørt af vejbanen og direkte ind i et tæt bevokset område med træer og buske. Uheldet førte til trafikprop men ingen tilskadekomne.
Ifølge Martin Bjerregaard, der er kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi, kender politiet endnu ikke til uheldets årsag.
- Af ukendte grunde kører lastbilen ud i rabatten og fortsætter ind i skovområdet. I den forbindelse spærrer en del af køretøjet for cykelsti og vejbane, hvilket generer trafikken, siger Martin Bjerregaard.
I forbindelse med lastbilens uheld væltede et træ ud på cykelstien og spærrede yderligere for trafikken. Ingen er dog kommet til skade.
- Trods alvorligheden af ulykken er ingen kommet til skade og chaufføren har selv kunne kravle ud af førerhuset uden skader, siger Martin Bjerregaard.
Midt- og Vestsjællands Politi melder, at lastbilen ikke længere giver problemer for trafikken, og at køretøjet vil blive flyttet i løbet af dagen. Vognfirmaet skal dog først have overført indholdet fra den forulykkede lastbil til en anden. Det vil igen kunne give lidt problemer for trafikken.
- Bjergning og omlæsning af lastbilen vil kunne give lidt forstyrrelser i trafikken. Vi opfordrer dog altid til, at det bliver gjort uden for myldretiden, så det giver så få gener som muligt for andre trafikanter, siger Martin Bjerregaard.