En 20-årig mand, der er sigtet for vanvidskørsel i forbindelse med en trafikulykke, blev i et grundlovsforhør ved Retten i Lyngby fredag løsladt.
Ulykken skete i Skodsborg torsdag aften. Her kom den 20-årige over i den forkerte side af vejen og kørte ind i en modkørende bilist.
Et vidne fortalte politiet, at den 20-årige før ulykken havde kørt slalomkørsel. Derfor blev han sigtet efter straffelovens paragraf 252, der handler om på hensynsløs måde at bringe andres liv eller førlighed i fare.
- Den sigtede nægtede i grundlovsforhøret, at han havde kørt slalomkørsel, fortæller anklager Kholuod Ibrahim.
- Men han erkendte, at han mistede herredømmet over bilen og kom over i den forkerte kørebane, fordi han kørte for stærkt.
Alvorlig tilskadekommen
Ved ulykken kom den 27-årige mand, der kørte i den anden bil alvorligt til skade. Hans tilstand er dog stabil, har politiet tidligere oplyst.
Torsdag fortalte vagtchef Jakob Tofte, at den 20-årige i et blødt sving var kommet over i den anden kørebane. Her ramte han den 27-åriges bil delvist frontalt.
I sager om såkaldt vanvidskørsel kan der blandt andet være tale om, at føreren har været påvirket eller har kørt alt for hurtigt.
Folketinget vedtog i foråret en række lovændringer med overskriften "Vanvidskørsel skal stoppes".
I den forbindelse blev det fastslået, at for eksempel hastighedsforseelser på mere end 100 procent af det tilladte skal regnes som vanvidskørsel.
Også uagtsomt manddrab og uagtsom legemsbeskadigelse - begge under særligt skærpende omstændigheder - og forsætlig fareforvoldelse i trafikken er ifølge lovpakken at regne for vanvidskørsel.
Men dommeren fandt altså ikke, at der var begrundet mistanke om, at den 20-årige er skyldig i forsætlig fareforvoldelse - og dermed vanvidskørsel - og besluttede at løslade ham.
/ritzau/