I det sjette afsnit af serien En Vild Historie på Rådhuset dykker journalisterne Frank Thøgersen og Oliver Fjalland ned i de store, indbundne bøger på arkivet i Rudersdal, som gemmer på en historie om en borgmester, der pludselig forsvandt over alle bjerge - med kassebeholdningen under den ene arm og sin elskerinde under den anden.
Vi skal tilbage til1906, hvor tømmerhandleren Cornelius Captyn var sognerådsformand (borgmester) i den hedengagne Søllerød kommune. Cornelius Captyn var en driftig og initiativrig mand, der blandt andet fik opført byens første rådhus, men han var også en svindler, som optog lån i kommunens navn, førte dobbelt kasseregnskab og undlod at betale regninger.
- Vi snakker om noget, der ville være over en million i dag, siger tidligere museumsleder Niels Peter Stilling.
Men ikke nok med det. Da kommunen opdagede svindelen og ville have en redegørelse fra Cornelius Captyn, barberede han skægget af og stak af til Uruguay med sin elskerinde, en 27-årig bakkesangerinde, og kommunens kassebeholdning på godt 35.000 kroner.
Få hele historien og se, hvad der skete med Cornelius Captyn efter hans flugt til Sydamerika, øverst i denne artikel.
Lyngby: Borgmester bankede på Picassos dør
Også i Lyngby-Taarbæk har man haft en driftig borgmester, der dog ikke løb med kassen, men satte alle sejl ind på at gøre Lyngby til verdens kulturnavle.
Helt så vidt nåede det måske ikke, men kommunen er den eneste i landet, der har haft en borgmester, som kan kalde sig ven af selveste Picasso.
Den konservative Paul Fenneberg sad i borgmesterstolen fra 1950-1972, og han arbejdede ihærdigt på at gøre sig selv og kommunen bemærket.
Derfor skulle byen have en Picasso-udstilling. Men da Picasso ikke svarede på Paul Fennebergs henvendelser, rejste han ned og bankede på Picassos dør. Ikke alene endte Picasso-udstillingen på Lyngby-Taarbæks rådhus, men borgmesteren og Picasso endte også med at blive tætte venner.
Se hele historien her.
Herlev: Vrede skatteydere udfordrede til fodboldduel
I afsnit seks falder Frank Thøgersen og Oliver Fjalland også over en usædvanlig og højprofileret fodboldkamp.
Skatteprocenten i Herlev havde været til debat i mange år, og i 1937 skulle slaget stå. En gruppe vrede skatteydere udfordrede Sognerådet til en fodboldduel.
- De mente simpelthen, at skatteprocenten var for høj. Den lå på syv eller sådan noget på det tidspunkt, fortæller Darius Manfared, som er leder af Herlev Kommunes lokalarkiv.
Op mod 100 af byens borgere var mødt op for at se kampen, som foregik i festligt humør med og cigarer på sidelinjen.
Hvem der vandt, kan du se i afsnittet her.
Rødovre: Det hemmelige skab
I Rødovre florerer der et rygte om, at borgmesteren fra et skab i sit kontor - via en hemmelig gang - har direkte adgang til en koldkrigsbunker under rådhuset.
Da man under den kolde krig byggede biblioteket på den anden side af rådhuspladsen, byggede man nemlig også en kommandocentral for civilforsvaret. Der skulle borgmesteren sidde, hvis det gik galt.
Kommandocentraler, der blev bygget i koldkrigstiden, har i mange år været hemmeligholdt for offentligheden.
I episode seks går Frank Thøgersen og Oliver Fjalland på jagt efter borgmesterens hemmelige gang.
Se, om rygtet taler sandt, i afsnittet her.
Alle historierne kan ses i aften på Lorry+ kl. 21.15, når vi sender episode seks. Du kan også se de tidligere episoder her.
Vi har besøgt alle 34 kommuner i TV2 Lorrys område. Under vores særlige kommunesider kan du se, hvad Frank Thøgesersen og Oliver Fjalland har opstøvet af vilde historier fra dit eget rådhus.