Endnu en lærer anklaget for overgreb i Birkerød - nu reagerer skole

Birkerød Privatskole oplyser nu, at man rådførte sig eksternt i forbindelse med ny sag fra Rudersdal Kommune, hvor lærer er anklaget for overgreb. Der arbejdes også på at opdatere skolens procedurer for underretning,

Det oplyser Birkerød Privatskole i en pressemeddelelse. 

For en måned siden kom det frem, at en 27-årig tidligere lærervikar på Søholmskolen i Birkerød er sigtet for voldtægt af en mindreårig elev. Tirsdag kunne TV 2 fortælle, at det ikke er den eneste sag i byen, hvor en lærer er anklaget for overgreb.

I august 2023 blev en mandlig lærer i udskolingen på Birkerød Privatskole fyret for uønskede berøringer og upassende adfærd over for flere elever. Ifølge TV 2s oplysninger drejer det sig blandt andet om verbale krænkelser og klap bagi.

TV 2 har samtidig kunnet fortælle, at skolen ikke underrettede Rudersdal Kommune om sagen, hvilket den ifølge loven er forpligtet til, når der er mistanke om, at børn kan have været udsat for noget grænseoverskridende. Det har ført til massiv kritik fra flere sider. 

Birkerød Privatskole oplyser nu i en pressemeddelelse, at man har fået flere henvendelser vedrørende sagen, men at skolen har tavshedspligt "og derfor håber vi på jeres forståelse for, at vi ikke kan udtale os om den
konkrete sag, ligesom vi heller ikke stiller op til interviews."

(Artiklen fortsætter efter boksen.)

Spørg Os - Formular

_

Men bestyrelsesformand for Birkerød Privatskole, Ina Kristensen, oplyser i pressemeddelelsen, at skolen nu har igangsat et arbejde for at "opdatere skolens procedurer for underretning, ligesom vi arbejder på en samværspolitik, så skolen fremadrettet har helt tydelige retningslinjer på området."

Råd fra eksterne parter

I pressemeddelelsen forholder Ina Kristensen sig også til kritikken af den manglende underretning. Hun forklarer, at skolen søgte hjælp i forhold til underretnings-spørgsmålet. 


- Vores fokus i sagen er først og fremmest skolens børn og forældre. Skolen tog henvendelsen alvorligt og reagerede
hurtigt før sommerferien, da to forældre henvendte sig til skolens leder. I den forbindelse rådførte vi os også hos
eksterne parter omkring proces og behov for underretning.
 

quote En forælder foretog selv en underretning, og
herefter har skolen haft et godt samarbejde med kommunen om sagen

Bestyrelsesformand for Birkerød Privatskole, Ina Kristensen

- TV 2 kritiserer, at skolen ikke foretog en underretning til kommunen. En forælder foretog selv en underretning, og
herefter har skolen haft et godt samarbejde med kommunen om sagen. Opfølgende dialoger med kommunen har ikke
medført nye oplysninger i sagen.
 


Bliver undersøgt

Fordi Birkerød Privatskole er en privatskole, har Rudersdal Kommune ikke lovhjemmel til at undersøge, om skolen har begået ledelsessvigt eller overtrådt loven. Det ansvar har Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK).

Rudersdal Kommune har meldt sagen til STUK, der på den baggrund har indledt en tilsynssag mod skolen, oplyser styrelsen til TV 2.

Bestyrelsesformand Ina Kristensen oplyser i den forbindelse, at "bestyrelsen tager sagen meget alvorligt, og er optaget af vores børns tryghed."

Der skal strammes op

Samtidig er den klare reaktion fra en række politikere på Christiansborg, at der skal strammes op.

- Det er dybt foruroligende, og vi bliver nødt til at følge op på, om kommunerne er klar, når sådan nogle sager kommer, fordi underretning skal ske lige med det samme, siger Theresa Berg Andersen, kommunal- og socialordfører (SF).

Noget tilsvarende lyder fra Lotte Rod, som er børneordfører for Radikale Venstre:

- Det er så vigtigt, at børn og forældre kan være trygge ved at sende deres børn i skole, så det går ikke, at sådan noget her kan ske, lyder det.

Både Theresa Berg Andersen og Lotte Rod mener, at reglerne på området er klare.

Hvis en skole har mistanke om, at en elev har været udsat for noget grænseoverskridende, skal kommunen underrettes.

Derfor er det ikke lovgivningen på området, der skal ændres, men skolernes efterlevelse af dem, der skal sikres.

- Vi er nødt til at tage ansvar

TV 2 ville gerne have spurgt borgmesteren i Rudersdal Kommune, Ann Sofie Orth (K), hvad hun tænker om, at der nu er to skoler i kommunen, der inden for kort tid ikke har overholdt deres pligt til at underrette.

Borgmesteren afviser at udtale sig med den begrundelse, at den seneste sag, som TV 2 har afdækket, er foregået på en privatskole.

Det mener Malene Barkhus Larsen, medlem af Børne- og Skoleudvalget i Rudersdal Kommune (V), er kritisabelt.

- Jeg synes, det er ærgerligt og beklageligt, at hun som ansvarlig ikke vil udtale sig. Vi er nødt til at tage et ansvar i kommunen og ikke bare give medarbejderne på gulvet skylden, siger hun.

Malene Barkhus Larsen uddyber, at hun har en "klar fornemmelse" af, at kommunen ikke har været god nok til at sikre, at alle byens skoler er bevidste om underretningspligten.

Så du mener ikke, at lærere og skoleledere er klar over den del af loven?

- Noget tyder jo i hvert fald på det.

Ann Sofie Orth vil stadig ikke svare på TV 2s spørgsmål, men afviser kritikken fra byrådskollegaen.

- Jeg er helt uenig. Malene Barkhus og den øvrige kommunalbestyrelse er løbende blevet orienteret om sagen, og der har været fuld opbakning til kommunens håndtering og den åbenhed, vi har udvist og udviser.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik