Naturforkæmpere i Danmark ærgrer sig over svensk havneudvidelse i Øresund

Malmø Kommune har fået grønt lys til at bygge en kunstig ø ud for deres havn. Det har affødt reaktioner fra Danmarks Naturfredningsforening.

Efter flere års strid har Malmø Kommune fået lov til at udvide deres havn med en kunstig halvø. 

Det har den svenske instans Mark- och overmiljödomstolen besluttet fredag. 

Det betyder, at Malmø Kommune har fået grønt lys til at dumpe 2,6 millioner kubikmeter beskidt jord og dræne 26 hektar havbund i Øresund for at bygge den kunstige halvø.

Det skriver det svenske medie Sydsvenskan.

En beslutning, som ærgrer Henning Mørk Jørgensen, der er rådgiver for vandmiljø for Danmarks Naturfredningsforening. 

- Det kan bedst beskrives som frustration, at naturen stadig bliver vægtet som det billige skidt, man bare kan inddrage, siger han til TV 2 Kosmopol. 

(Artiklen fortsætter under billedet.)

Det røde på billedet angiver havneudvidelsen i Malmø.
Det røde på billedet angiver havneudvidelsen i Malmø.
Foto: Grafik / Kirsten Arild / TV 2 Kosmopol

Bryder EU-lov

Ifølge mark- og miljødomstolen ved Växjö byret er en opfyldning af det cirka 26 hektar store vandområde i strid med EU's vandrammedirektiv og miljøloven.

Et af argumenterne handler om vigtigheden af at bevare vandområder med lavvandede havbunde i området.

Og det er på grund af en særlig undervandsplante.

- Ålegræs er meget vigtigt for et rigt dyreliv. Hvis det forsvinder, vil småfisk og smådyr ikke have noget sted at yngle. Så det er temmelig afgørende for det økologiske system, at vi får ålegræs tilbage i de danske farvande, forklarer Henning Mørk Jørgensen.

Projektet har da også været stoppet af Mark- och overmiljödomstolen siden 2022. Men Malmø Kommune klagede over afgørelsen, og det har de nu fået medhold i.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Formular

_

Samfundsinteressen i en udvidelse af havnen vejer tungere ifølge den nye dom. Der er derfor grund til at gøre undtagelser fra forbuddet i miljøloven, lyder det.

- Den offentlige interesse er større end betydningen af, at vandkvaliteten ikke forringes, siger Fredrik Ludwigs, der er landsdommer ved Mark- och miljödomstolen til Sydsvenskan.

Malmø havn har national interesse i Sverige og er en kernehavn i EU, lyder vurderingen fra landsdommeren.

Naturen taber ligegyldigt hvad

På den svenske side af Øresund har kritikken af Lynetteholm og forureningen af Øresund haglet ned. Her har sagen været vendt i Riksdagen, ligesom den svenske miljø- og klimaminister flere gange har kritiseret projektet.

Det var også med presset fra svenskerne, at man måtte finde en ny løsning for dumpning af budslammet fra Lynetteholm i sommeren 2022.

Men for Henning Mørk Jørgensen er det ligegyldigt om udvidelse af kunstig bebyggelse er med dansk eller svensk fortegn - naturen er taberen uanset hvad. 

- De stjæler kystvandet til havneformål, og det er en evig kamp mellem erhvervsinteresser, økonomiske interesser og naturinteresser. Som regel er det næsten altid, at naturinteresser bliver vægtet lavest, siger han. 

De 26 hektar, som Malmø vil udvide havnen med, svarer til omkring 10 procent af Lynetteholm, der vil fylde et område på 275 hektar - svarende til omtrent 385 fodboldbaner.

TV 2 Kosmopol har forsøgt at få et interview med naturfredningsforeningen i Skåne og Lomma Kommune, men uden held.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik