Natten til fredag måtte Midt- og Vestsjællands Politi rykke ud til en brand i flere biler i Havdrup nær Solrød.
Det oplyser Martin Bjerregaard, der er kommunikationsmedarbejder i politikredsen, til TV 2 Lorry.
- Vi arbejder ud fra, at branden er startet i en bil, men at der siden er en del følgeskader på op mod fire biler, siger han.
Anmeldelsen kom klokken 01.12 natten til fredag og lød på en bil i flammer på Kildemarken i Havdrup.
- En beboer på vejen hører et brag, ser ud og anmelder herefter den brændende bil, siger Martin Bjerregaard og tilføjer:
- Trods brandvæsenets hurtige indsats lykkedes det ikke at redde bilen, som der var ild i.
Det er endnu uvist i hvilket omfang de andre biler har taget skade, men billeder fra stedet viser omfattende brandskader på flere af bilerne.
Nu vil politiet undersøge sagen nærmere.
- Vi skal have kigget nærmere på det, for der er ingen umiddelbar naturlig forklaring på, hvorfor der opstår brand i den bil.
- Så nu får vi nogen med viden om ildebrande til at kigge nærmere på bilen i dag. De skal se, om der er spor, som vi ikke har set i nattens mulm og mørke, siger kommunikationsmedarbejderen fra Midt- og Vestsjællands Politi.