Hans undrer sig: Bør hastigheden på cykelstien reduceres?

Sikkerheden på de københavnske cykelstier optager mange - og det kan da også gå hurtigt for sig. I hvert fald har hastigheden på cykelstien fået en af vores brugere til at undre sig over, om der ikke bør være en lavere hastighedsgrænse på cykelstierne i hovedstaden.

Det går stærkt på de københavnske cykelstier. 

Lidt for stærkt, måske.

I hvert fald optager sikkerheden på de københavnske cykelstier mange af TV 2 Kosmopols læsere og seere.

Sikkerheden på cykelstierne undrer i hvert fald Hans Andersen fra København – og det har fået ham til at henvende sig os gennem Spørg Os.

Hans Andersen ønsker nemlig at få svar på, om man ikke børe reducere hastigheden på cykelstierne til eksempelvis 20 km/t nogle af de steder, hvor der er meget trængsel.

Han er nemlig bekymret for, at særligt børn og ældre, der ifølge ham måske en gang imellem er lidt mere usikre på cyklen, let kan blive ramt bagfra af hurtige medtrafikanter på hurtige lad- eller elcykler.

En fart på 45 km/t

Elcyklerne er da heller ikke helt langsomme på de københavnske cykelstier. En almindelig elcykel har en motor, der kan hjælpe cyklisten til op til 25 km/t – og det er udover det, vedkommende selv kan træde i pedalerne.

Derudover findes der også en såkaldt super-elcykel, der går under navnet ’Speed Pedelec’. En sådan jernhest har en motor, der kan hjælpe cyklisten til en hastighed på op til 45 km/t.

(Artiklen fortsætter under faktaboksen.)

Spørg Os

  • Denne artikel er blevet til på baggrund af TV 2 Kosmopols brugerinddragende fællesskab Spørg Os.

  • Her kan alle skrive ind med deres spørgsmål eller undren fra hverdagen som borger i hovedstadsområdet.

  • Følg med i afstemningen og stil dit eget spørgsmål ved at klikke ind på Spørg Os-siden her.

Cyklistforbundet synes, det er godt, at der bliver stillet skarpt på sikkerheden på cykelstien, men direktøren for forbundet, Kenneth Øhrberg Krag, mener ikke, at en konkret hastighedsbegrænsning er vejen frem.

- Hvis vi indførte en hastighedsbegrænsning, ville det betyde, at alle os cyklister var nødt til, at have et speedometer på (cyklen, red), siger Kenneth Øhrberg Krag og fortsætter:

- Det ville betyde, at den enlige mor, der gerne ville gå ned i Brugsen og købe en cykel til måske 2.000 kroner, hun lige pludselig skulle op og købe noget, der havde el på og havde al mulig instrumentering, siger Kenneth Øhrberg Krag.

Elcykler skal blandes med biler

Han mener dog, at der i stedet for en konkret hastighedsbegrænsning findes en anden løsning på bekymringen omkring de allerhurtigste elcykler på de københavnske cykelstier.

(Artiklen fortsætter under billedet.)

Direktør i Cyklistforbundet, Kenneth Øhrberg Krag, er ikke tilhænger af en reel hastighedsbegrænsning på cykelstierne.
Direktør i Cyklistforbundet, Kenneth Øhrberg Krag, er ikke tilhænger af en reel hastighedsbegrænsning på cykelstierne.

- Måske er der nogle af de nye typer af køretøjer, som ikke skal blive ved med at blive på cykelstierne. Måske skal de cykler med el, som kører 45 i timen, flytte ud på vejbanerne og blande sig med den øvrige trafik, siger Kenneth Øhrberg Krag og fortsætter:

- Der er flere steder i København, hvor vi har lavet cykelgader, hvor man må køre 30 km i timen, og vi begynder at blande bilerne og cyklerne. Og hvis ikke der er plads til at udvide cykelstierne, så tror jeg, at det er vejen frem. 

Det lyder farligt. Er det ikke det?

- Nej, altså det viser sig faktisk, at det man kalder cykelgader, hvor man siger, her prioriterer vi cyklen over bilen, hernede sætter vi hastigheden til 30 km i timen. Det er noget af det, man arbejder rigtig meget med i flere forskellige europæiske byer, siger Kennet Øhrberg Krag og uddyber:

- Og det viser sig, at sikkerheden og trygheden for cyklisterne er lige så god, som den er, når du adskiller de to trafikanttyper.

Elcyklen er kommet for at blive

Nye tal fra Københavns Kommune viser, at københavnerne ejede 745.800 cykler i 2022, hvoraf 26.800 af dem var elcykler.

Antallet af elcykler i København er da også steget markant siden 2018. Her er der nemlig set en stigning på hele 376 procent for antallet af elcykler.

Ligeledes ejede Københavnerne også 40.000 ladcykler i 2022 – et antal, hvor der også indgår el-ladcykler som denne.

Ifølge Marianne Foldberg Steffensen, der er chef for Trafiksikkerhed og cykling i Vejdirektoratet, er elcyklen kommet for at blive. Hun påpeger i hvert fald, at der ses en større interesse for elcykler uden for Danmark.

- Hvis vi kigger med de lidt lange briller på, så er det jo, at langt flere almindelige cykler bliver skiftet ud til elcykler, ligesom de gør i Holland, hvor over halvdelen af de nyindkøbte cykler er elcykler. Det er også det, man ser ind i i København og i hovedstadsområdet, siger Marianne Foldberg Steffensen.

(Artiklen fortsætter under billedet.)

Chef for Trafiksikkerhed og cykling i Vejdirektoratet, Marianne Foldberg Steffensen, påpeger, at det er nødvendigt med et speedometer på cyklen, hvis der bliver lavet en særskilt hastighedsbegrænsning for cyklister.
Chef for Trafiksikkerhed og cykling i Vejdirektoratet, Marianne Foldberg Steffensen, påpeger, at det er nødvendigt med et speedometer på cyklen, hvis der bliver lavet en særskilt hastighedsbegrænsning for cyklister.

Marianne Foldberg Steffensen påpeger samtidig, at det ikke bliver farligere at cykle med flere elcykler blandt os.

- Der er ikke noget, der indikerer, at hvis vi får flere elcykler, så bliver det endnu farligere at køre på cykel. Elcyklen er lige så tryg en måde at komme frem på som den almindelige cykel, og der er ikke nogen ulykker, der er særligt kendetegnende ved det, siger Marianne Foldberg Steffensen og påpeger, at på trods af stigningen af elcykler har antallet af dræbte og tilskadekomne på cykler aldrig været lavere, end det er lige nu.

Ønsker anden løsning end fartbegrænsning

Spørger man Københavns teknik- og miljøborgmester, Line Barfod, kan hun godt forstå, at nogen føler sig utrygge på cykelstierne.

Hun har dog svært ved at se for sig, at der kommer en særskilt hastighedsgrænse for cykler, der nu skal følge den samme hastighedsbegrænsning som for bilerne.

(Artiklen fortsætter under billedet.)

Københavns teknik- og miljøborgmester, Line Barfod, ser hellere, at der kommer en generel hastighedsnedsættelse i byen fremfor en særskilt hastighedsbegrænsning for cyklister.
Københavns teknik- og miljøborgmester, Line Barfod, ser hellere, at der kommer en generel hastighedsnedsættelse i byen fremfor en særskilt hastighedsbegrænsning for cyklister.

- Hvis man vil have en anden hastighedsbegrænsning på cykelstierne, så skal man have noget ny lovgivning på plads på Christiansborg, og det er ikke noget, vi kan på rådhuset, siger Line Barfod.

Tænker du, at det er realistisk, at der kan komme en form for hastighedsbegrænsning på cykelstierne?

- Det kan da godt være. Jeg ser hellere en general hastighedsnedsættelse i byen, fordi det er det, vi har behov for. Også for at få nedbragt antallet af dødsulykker og ulykker med alvorligt til skadekommende i trafikken. Der har vi stadigvæk alt for mange, siger Line Barfod.

Til TV 2 Kosmopol forklarer Line Barfod , at der i stedet for en hastighedsbegrænsning på cykelstierne skal være en opdeling af de forskellige køretøjer, så dem, der kører stærkt, eksempelvis elcykler, el-løbehjul og knallerter, kan være for sig, og dem, der gerne vil køre mere stille, kan køre for sig.

- For min skyld kan man godt på Christiansborg se på, at man skal have en særlig lovgivning for cykelstierne (i forhold til fartbegrænsninger, red). Jeg tror bare, at hvis vi skal gøre noget i København, mens vi venter på, at de begynder at diskutere det på Christiansborg, så vil det være at skaffe mere plads på cykelstierne, siger Line Barfod og fortsætter:

- Vi har simpelthen alt for meget trængsel på cykelstierne i dag. Der er fart på, og samtidig, fordi der er så stor trængsel, er der også dårlig fremkommelighed for en del af dem, der har travlt, siger Line Barfod til TV 2 Kosmopol.


Spørg Os - Formular

_

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik