Stevns Klint er nu endegyldigt fredet - men lodsejere giver ikke op

Efter en fem år lang strid er Stevns Klint nu blevet fredet. Lodsejere får 5,5 millioner kroner i erstatning.

Et af Danmarks helt særlige naturområder Stevns Klint er nu endegyldigt blevet fredet. 

Det står klart, efter at Miljø- og Fødevareklagenævnet 30. januar har truffet afgørelse i sagen, der har været i høring siden oktober 2020

Det oplyser Anette Mortensen (V), borgmester i Stevns Kommune, i en pressemeddelelse fra kommunen.

- Jeg er glad for, at vi endelig har fået en afgørelse. Vi er UNESCO verdensarv, og vi har en særlig opgave med at bevare og passe på klinten og området omkring den i lang tid fremover. Med fredningen får vi mulighed for at passe ekstra godt på vores unikke verdensarv, så både nuværende og kommende generationer får glæde af den, siger borgmesteren i pressemeddelelsen.

quote Jeg er glad for, at vi endelig har fået en afgørelse. Vi er UNESCO verdensarv, og vi har en særlig opgave med at bevare og passe på klinten

Anette Mortensen (V), borgmester i Stevns Kommune

Afgørelsen betyder, at en strækning på 20 kilometer, der løber langs en trampesti fra Bøgeskoven til Rødvig er blevet fredet. Fredningen omfatter også en 25 meters såkaldt dyrkningsfri bræmme.

Altså alt det, der befinder sig mellem kysten og det givne punkt 25 meter ind i landet. Det kan være sten, sand, krat, græs - og vigtigst i denne sammenhæng - landbrugsjord.

Kede af afgørelsen

Det er landbrugsjorden, der har gjort bræmmen til et stridspunkt mellem kommunen og de lodsejere, der ejer jorden helt ud til den lodrette klintevæg.

For fredningen på 25 meter betyder, at lodsejerne mister en del af deres landbrugsjord - mod betaling fra staten og Stevns Kommune. Denne kompensation er opgjort til 5,5 millioner kroner.

Men det tager lodsejerne ikke til takke med.

- Vi er rigtig kede af afgørelsen, siger Frank Elmer, formand for Lodsejerforeningen Stevns Klint Trampesti, til TV 2 Lorry.

- Vi har rakt hånden ud i hele det her forløb. Det har været unødvendigt at frede klinten, for den har været sikret i andre love. Men vi har imødekommet fredningen af den lodrette væg og stien. Men vi kan ikke acceptere bræmmen, hvor man tager noget af den bedste landbrugsjord i Danmark ud af drift, siger Frank Elmer.

quote Vi er rigtig kede af afgørelsen

Frank Elmer, formand for Lodsejerforeningen Stevns Klint Trampesti

Sammen med 38 andre lodsejere har Frank Elmer siden 2003 lagt jord til den sti, som går langs klintestrækningen, den såkaldte Trampesti. Det har de gjort for at samarbejde med Stevns Kommune og for at undgå en fredning, som de finder uden betydning, og som gør, at de mister værdifuld landbrugsjord.

Samarbejdet betød da også dengang, at Naturklagenævnet afviste en fredningssag med henvisning til, at en frivillig aftale kunne sikre en sti. Siden har Stevns Kommune i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening indledt nye fredningsforsøg, hvilket altså nu bliver en realitet.

Tager sagen til domstolene

Frank Elmer og foreningen har dog planer om at indbringe sagen for en domstol, der skal afgøre, om der har været hjemmel til at træffe fredningsafgørelsen. De mener nemlig ikke, at kommunens forskellige argumenter for at oprette en 25 meter bred bræmme holder vand.

- Det er meget vidtrækkende. At ekspropriere er det mest indgribende, du kan udsætte en borger for - udover at sætte folk i fængsel. Hvis ikke det er nødvendigt, skal man ikke gøre det, siger Frank Elmer.

Foreningen mener desuden, at kompensationen på 5,5 millioner kroner er for lille, og de vil dermed også klage over beløbets størrelse til Taksationskommissionen. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik