Oversigt

Seneste nyt

Miljøorganisation kræver handling efter ”bekymrende” rapport om luftforurening

Miljøorganisationen Rådet for Grøn Omstilling reagerer på en ny rapport fra Aarhus Universitets Nationalt Center for Miljø og Energi, der viser betydelig luftforurening i området omkring Københavns Lufthavn.

I en pressemeddelelse kalder Rådet for Grøn Omstilling rapportens resultater for ”bekymrende”, men hæfter sig dog ved, at løsninger allerede findes.

- For at sænke klimabelastningen ved flyvning er det vigtigt at gå over til renere flybrændstoffer. Det er det absolut billigste klimatiltag, og det kan gennemføres ret hurtigt, udtaler Jeppe Juul, transportpolitisk chef i Rådet for Grøn Omstilling.

Han påpeger at man med allerede kendt teknologi kan sikre renere flybrændstoffer, der vil give færre ultrafine partikler fra udstødningen.

Rådet for Grøn Omstilling anbefaler, at en mindre del af midlerne fra den kommende passagerafgift på flyrejser bruges til at sikre renere flybrændstoffer.

- Med midler fra passagerafgiften har vi lige nu en unik mulighed for både at mindske klimabelastningen ved flyvning og nedbringe luftforureningen omkring lufthavne, siger Jeppe Juul.