Oversigt

Seneste nyt

Tusindvis ventede forgæves i kø - startnumre blev revet væk

Tidligere torsdag var der intens kamp om at sikre sig et startnummer til Broløbet over Øresundsbroen, som næste år har 25-års jubilæum.

Nu er der totalt udsolgt.

Tilmeldingerne til halvmaratonet, som starter i Tårnby og har målstreg i Malmø, startede ellers torsdag – og alt tydede da også på, at der ville blive udsolgt, når dagen var omme - hvilket der gjorde.

Der var så mange mennesker i kø til at sikre sig et af de 40.000 startnumre, at mange endte med at vente forgæves. Og endnu flere kunne sågar slet ikke få adgang til tilmeldingssiden.

- Der er rigtig meget run på vores hjemmeside lige nu. 4000 er allerede blevet registreret, yderligere 8000 er netop nu i gang med at registrere sig, og så er der 30.000, som står i kø, sagde Broløbets adm. direktør, Dorte Vibjerg, til TV 2 Kosmopol tidligere torsdag.

Hun tilføjede, at lige så mange forgæves forsøgte at få adgang til siden.

- Det er jo helt exceptionelt. Vi oplevede at Copenhagen Half Marathon blev udsolgt på lidt over en måned, men her bliver der udsolgt på én dag. Det er jo nærmest som, når man skal købe billetter til en stor koncert, sagde hun.

Broløbet 2025, der nu er udsolgt, finder sted søndag den 15. juni 2025 kl. 10.00.

Normalt er tunnellen og Øresundsbroen mellem Danmark og Sverige lukket land for personer til fods. Men denne dag bliver forbindelsen altså åbnet for deltagerne til Broløbet 2025.