Landsret stadfæster dom for skyderi i Field's

Landsret er enig med byretten om dommen i sagen om skyderiet i Field's.

Østre Landsret idømmer en 23-årig mand til anbringelse på Sikringsafdelingen - også kaldet Sikringen - for skyderiet i indkøbscenteret Field's i juli 2022.

- Det betyder, at vi er nået frem til det samme resultat som byretten, siger retsformanden henvendt til den 23-årige.

Anbringelsen er uden længste tid. Det vil sige, at han skal være indlagt, indtil en dommer afgør noget andet.

Forsvarsadvokat Luise Høj har i landsretten lagt vægt på den 23-åriges sygdomsforløb.

Hun understregede, at to sagkyndige fra Styrelsen for Patientsikkerhed har vurderet, at den 23-årige mand havde en forkert diagnose og var undermedicineret.

Den 23-årige har også haft gavn af sin behandling, da han fik den rette diagnose efter skyderiet.

Men landsretten finder ikke, at det kan føre til et andet resultat.

Anklager: Den rigtige afgørelse

Ifølge specialanklager Nana Kryger La Cour fra Statsadvokaten i København er det den rigtige afgørelse for retssikkerheden. Det siger hun til Ritzau.

- Det var det resultat, som anklagemyndigheden havde påstået, så på den måde er vi tilfredse med resultatet. Men det er jo en meget tragisk og grusom sag, siger hun.

Det er ikke glæde, man føler ved afgørelsen, lyder det fra specialanklageren.

Hun tilføjer, at den 23-årige mand skal forblive varetægtsfængslet på en psykiatrisk afdeling, indtil der er plads på den topsikrede afdeling, som ligger i Slagelse.

Erstatninger til efterladte forhøjes

Landsrettens eneste ændring af dommen er, at retten forhøjer flere af erstatningerne, som de efterladte for de tre dræbte fik i byretten.

Østre Landsret afgør, at børnene af en 46-årig russisk mand, som så deres far blive skudt, skal have erstatning på 150.000 kroner hver.

En søster til en 17-årig dreng, som blev dræbt, får også forhøjet sin erstatning til 130.000 kroner.

23-årig ville blive på psykiatrisk afdeling

Den 23-årige mand ville gerne blive på den psykiatriske afdeling, hvor han har været indlagt, siden han blev varetægtsfængslet umiddelbart efter skyderiet.

Det kunne han være blevet, hvis han var blevet idømt en anbringelse på en almindelig psykiatrisk afdeling og ikke på Sikringen.

Derfor ankede han sin dom. Men i landsretten har han ikke bestridt byrettens udlægning af, at det er ham, som er skyldig i skyderiet.

Da han er vurderet sindssyg, kan han ikke straffes.

En dom til anbringelse er derfor noget, som træder i stedet for den straf, som man normalvis ville kunne få for kriminalitet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik