Gammelt bageri sætter nu stort banner i vinduet – kan ikke køre mere "rovdrift" på de ansatte

Mangel på arbejdskraft er en varm kartoffel på Christiansborg, og nu blander også de store erhvervsorganisationer sig.

Viola Ellitsgaard smiler stort bag disken til de mange kunder, der tidligt fredag morgen stimler ind i varmen og den søde duft hos Eriks Bageri på Amagerbrogade i København.

Flere af dem tiltales med fornavn, og deres bestillinger bliver forudset af Viola Ellitsgaard og hendes personale bag disken. Hun virker ovenpå og veloplagt.

- Det er show must go on. Kunderne skal jo ikke mærke, hvor slidte vi er, siger hun til TV 2.

Viola Ellitsgaard forsøger at få servicen til at fungere, mens vagtplanen krakelerer.
Viola Ellitsgaard forsøger at få servicen til at fungere, mens vagtplanen krakelerer.
Foto: Maja Langberg / TV 2


Lukker på grund af personalemangel

Fredag morgen kom erhvervslivets top – Dansk Industri, Dansk Erhverv og Dansk Arbejdsgiverforening – med et samlet opråb til regeringen om at få forhandlet en ambitiøs politisk aftale, der skaffer mere arbejdskraft til Danmark, på plads.

Bageriet på Amager er blandt de mange virksomheder landet over, der skriger på flere hænder. Og det er i så høj grad, at bageriet for nylig er begyndt at hænge et stort banner i vinduet hver lørdag med teksten:

- Eriks Bageri er nu så hårdt ramt af personalemangel, at vi er nødsaget til at holde lukket.

Ledigheden herhjemme er rekordlav, og talrige brancher har længe været desperate efter flere ansatte.

Og på Christiansborg er manglen på arbejdskraft i disse uger en varm kartoffel.

De blå partier er nemlig langtfra tilfredse med den aftale om øget arbejdsudbud, som regeringen præsenterede for to uger siden. De kalder den uambitiøs og forlanger nye forhandlinger. Dog indtil videre uden succes.

quote Hele november og december drev jeg rovdrift på mine folk

Erik Ellitsgaard, bagermester

Danmark risikerer at gå i stå

Dagens opråb fra erhvervslivets top adresserer netop denne splittelse blandt politikerne.

Brian Mikkelsen, direktør i Dansk Erhverv, påpeger, at de danske arbejdsgivere i øjeblikket "kæmper som besat" for at skaffe arbejdskraft.

- Det er den altoverskyggende udfordring for danske virksomheder lige nu. Hvis ikke vi løser problemet, risikerer Danmark at gå i stå, siger han til TV 2.

Selv begynder bagermester Erik Ellitsgaard at mærke de kropslige konsekvenser af et hårdt liv i køkkenet.
Selv begynder bagermester Erik Ellitsgaard at mærke de kropslige konsekvenser af et hårdt liv i køkkenet.
Foto: Maja Langberg / TV 2

Og i Eriks Bageri kender man altså i den grad til den "altoverskyggende udfordring", Brian Mikkelsen italesætter.

Bageriet er ejet af Viola Ellitsgaard og hendes mand, bagermesteren Erik, og det har været på familiehænder siden 1923.

De to fortæller, at søndag i flere år har været strøget som åbningsdag i en erkendelse af, at det er svært at få enderne til at gå op med både familieliv og selvstændig forretning.

Men nu er lørdag altså også røget – en svær beslutning taget weekendens omsætning i betragtning.

I dag er der seks ansatte, foruden ægteparret, og bageriet mangler både en bager, en konditor og flere personer bag disken. Men coronakrisen og den lave ledighed har simpelthen gjort det umuligt få vagtplanen til at gå op.

- Hele november og december drev jeg rovdrift på mine folk og købte alle deres fridage for at få julebagen frem. Det kan jeg ikke blive ved med, siger den 58-årige Erik Ellitsgaard, der også selv sammen med konen arbejder 10-14 timer på alle bageriets åbningsdage.

- Vi kan jo lide det, vi laver. Men det begynder altså at knirke i knæene, supplerer Viola Ellitsgaard.

Troløse unge

Erik Ellitsgaard fortæller, at ansøgerne simpelthen ikke tikker ind, når bageriet leder efter arbejdskraft. Hans kone forklarer derudover, at det også kan være svært at holde på de ansatte. Særligt de unge.

Hun fortæller, at hun oplever en stigende "troløshed". Måske på grund af den rekordlave ledighed.

- Det er blevet meget nemt for dem nonchalant at sige farvel og finde noget andet, siger hun.

Med en fem dages arbejdsuge håber de to, at de ”kan holde på de gode folk”, de trods alt har. Men hvor længe Viola og Erik Ellitsgaard kan holde bageriet i gang, må tiden vise.

Lige så uvist er det, om dagens opråb fra de tre erhvervsorganisationer får de politiske partier til bordet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik