Strejke kommer på det værste tidspunkt for SAS, siger analytiker

SAS ser ind i en fremtid, hvor der er behov for "gigantiske forandringer" for at overleve.

Strejken blandt medarbejderne i SAS Ground Handling, der står for bagagehåndtering i Københavns Lufthavn, kommer med den værst tænkelige timing for flyselskabet.

- Det sker på et tidspunkt, hvor SAS i den grad har brug for at vise kunderne, at de er her igen, siger Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank, til TV 2.

For efter to år med coronarestriktioner på rejser var SAS' fly endelig kommet på vingerne igen.

Men netop nu holder mange af dem på landjorden og blokerer for kundernes vinterferie-forventninger.

- Det er de kunder, der gerne skal blive ved med at købe billetter hos SAS for at sikre selskabets overlevelse. Og jeg tror ikke, mange af dem tænker, at SAS er det første sted, de går hen næste gang, siger Jacob Pedersen.

Milliardunderskud på vej

Medarbejderne i SAS Ground Handling nedlagde arbejdet lørdag.

Bagagemedarbejderne er utilfredse med deres arbejdsvilkår og med, at en ny aftale giver dem en lønnedgang.

Ifølge SAS er arbejdsmiljøet noget, de "tager alvorligt", men selskabet henviser til, at flybranchen er "hårdt ramt efter pandemien".

- Jeg kan godt forstå de medarbejdere, der gennem de seneste 15-20 år kun har oplevet forringelser af deres vilkår, siger Jacob Pedersen.

Men samtidig står luftfarten og SAS i en ekstraordinær situation efter to års coronapandemi.

SAS kommer med regnskab i næste uge, og Jacob Pedersen forventer, at det igen bliver et milliardunderskud

Derfor er selskabet presset til at finde en ny måde at arbejde på. Og ledelse og medarbejdere er nødt til at arbejde i samme retning, hvis SAS skal overleve. Men netop nu er det svært at se, hvor de to parter kan mødes.

- Det nytter for eksempel ikke noget, at ens medarbejdere ikke vil arbejde i weekenden, når en større og større del af rejserne sker i weekenden, siger Jacob Pedersen.

Behov for "gigantiske forandringer"

Med endnu et voldsomt underskud i sigte har SAS behov for at finde flere og store besparelser.

Det sker bedst ved at "spille bold med medarbejderne". Og mens den bold ligger stille, fortsætter de store tab for SAS.

Imens gør SAS alt, hvad de kan, for at passagererne lider mindst mulig skade, forklarer Jacob Pedersen, og påpeger, at det er SAS' fornemmeste opgave netop nu.

- De millioner, SAS mister her, er peanuts ved siden af de milliarder, SAS har i underskud i regnskabet i næste uge, siger Jacob Pedersen.

- Og det er bare med til at bestyrke indtrykket af, at det er et selskab, hvor der er behov for gigantiske forandringer, men hvor man bestemt ikke er tæt på at kunne gennemføre de forandringer.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik