Allan og Anna Olsson mødte hinanden som helt unge. I ungdomsklubben morede de sig over, at de havde fødselsdag den samme dag.
- Det syntes vi var vældigt pudsigt, og vi har så holdt sammen lige siden, i 54 år, indtil den dag hun gik bort, fortæller Allan Olsson.
Gennem fem år kæmpede Anna Olsson med sygdom. En infektion i ryggen, KOL, hjerteflimmer, blodansamlinger på benet og kræft i leveren førte til mange undersøgelser og indlæggelser på Sjællands Universitetshospital.
I foråret 2021 blev Anna Olsson indlagt på grund af en kraftig blodansamling på underbenet.
Alle undersøgelser, der blev foretaget, viste at hendes organer var i gang med at lukke ned. Hun blev indlagt på intensiv.
- Det kom bag på mig, at det pludselig gik så stærkt. Jeg var godt klar over, at hun var syg, men jeg havde regnet med at have hende et par år endnu, fortæller Allan Olsson, der bor i Strøby Egede på det nordlige Stevns.
Bad om at få Anna hjem
Allan Olsson bad derfor om at få sin kone hjem, men det frarådede lægerne, for Anna Olsson var så svag, at hun kunne dø under transporten.
- Det er rart, hvis man kan være i sine hjemlige omgivelser, også når man er syg. Det at dø i egne naturlige omgivelser er rarere end at dø et fjernt sted, hvor man har ligget med sin sygdom. Så det havde jeg håbet, fortæller han.
Ifølge en undersøgelse fra Ældresagen vil langt de fleste gerne dø hjemme, men det ønske bliver langtfra altid opfyldt. I Region Sjælland dør næsten 40 procent på sygehus, viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen.
At dø på sygehuset bliver ofte både i den offentlige debat og i videnskabelige studier beskrevet som uværdigt, fordi der er mangel på ressourcer og tid hos de ansatte, og det kan betyde ukoordinerede forløb, der er sat for sent i gang.
Vigtigt at informere
Allan Olsson lyttede til lægernes råd, men det blev ikke den afsked, han havde ønsket. Afskedsdagene på sygehuset og frem til hendes død den 12. maj var blandt andet præget af, at Anna Olsson fik meget medicin.
- Jeg føler faktisk slet ikke, at jeg talte med hende siden slutningen af april, fordi hun var lagt kunstigt til at sove. De få øjeblikke, hvor hun var vågen, eller sig selv, vidste hun i virkeligheden ikke, hvor hun var, fortæller han.
Derfor spurgte Allan Olsson, om Anna kunne trappes ud af noget af medicinen, men det var ifølge lægerne ikke muligt.
- Der er jo en årsag til, at de gør, som de gør, går jeg ud fra. Og det gør heller ikke noget. Bare man informerer. Det er vigtigt, at man fortæller, at "nu gør jeg det her, fordi vi forventer, at der kan ske dét og dét." Eller "vi gør sådan og sådan, fordi vi tror på dét og dét".
Og det var netop dialogen, som Allan Olsson savnede.
- Jeg ved ikke, hvordan deres arbejdsgang er og skal være, men jeg tror godt, at man kunne opnå meget til glæde for alle, hvis man havde en bedre dialog
- Informationen er efter min mening ikke tilstrækkelig. Det er alt afhængigt af, hvor god eller dygtig man er til at spørge, så får du den information, som de vil frigive. Du får den ikke automatisk. Det kunne man gøre bedre, tror jeg, siger Allan Olsson.
Lægerne kan ikke vide alt
Allan Olsson vågede og holdt i hånd i de omkring 14 dage, der gik indtil Anna Olsson døde på Sygehuset. Efter Annas død blev hendes aske spredt ud over Køge Bugt.
Allan Olsson er stadig ked af, at han ikke fik sagt ordentligt farvel til hende, og han opfordrer derfor lægerne til tidligere, at sige til patienter og deres pårørende, hvordan det reelle sygdomsbillede er.
- Jeg er godt klar over, at lægerne ikke kan vide alt. Men hvis de på forhånd ved, at det her det ser i hvert fald meget skidt ud, så kan det godt være, at man skulle opfordre nogen til at "I skal nok tage en snak omkring jeres sidste tid på den ene eller den anden måde, hvis det er muligt for jer". Det fik vi ikke gjort, siger Allan Olsson.
Efter Annas død opsøgte Allan Olsson nye fællesskaber for ikke at sidde alene. Nu spiller han petanque i Mænds Mødesteder i Strøby en gang om ugen.
- Det har betydet utrolig meget, når man kommer ned til nogen gode venner og kammerater, som er virkelig omsorgsfulde og tager sig af én.
Og når han i dag går tur langs Køge Bugt, mindes han stadig den ungdomskæreste, der blev hans livsledsager.
- Jeg mindes alle de gode ting, som vi har haft gennem tiden og tænker på, at vi skulle have haft to år mere sammen, men fik det aldrig. Det er jeg selvfølgelig lidt ærgerlig over. Men ellers så går mine tanker mest på, hvordan vi har haft det.
