Oversigt

Seneste nyt

Husejere taber principiel dom i højesteret - nu skal dele af haven opgives

Det er en trist dag for Jens Viggo Moesmand fra Hårlev på Stevns.

Den del af baghaven, som han har passet som sin egen siden han byggede huset i 1970, skal nu afleveres tilbage til Stevns Kommune.

- Det kan godt være, at det ikke er min ejendom - men det er det hegn, som jeg har passet i 50 år, siger han, og peger på den store del af baghaven, som nu skal opgives.

Sagen startede ved udstykningen af et villakvarter i Hårlev for over 50 år siden. Dengang etablerede kommunen et grønt naturbælte mellem de nye villaer og et industrikvarter - et bælte flere villaejere begyndte at benytte som baghave.

- Vi vidste godt, at det var kommunens jord. Men kommunens ejendomsmægler fortalte os, at det her jord, det måtte vi gerne bruge. Det har vi sågar fået vidner på, og arbejdstegninger, hvor kommunen skrifteligt på projekterne har godkendt, at det blev taget i brug. Det var overdraget til vores brug, fortæller han.

Frygter for havens træer 

Sagen er kørt først i byretten, hvor kommunen fik medhold, så i landsretten hvor husejerne vandt, og senest i Højesteret, hvor kommunen løb med sejren.

- Vi har ikke haft adgang til området eller til at pleje det før 2013. Det voksede så at sige bare vildt. Derfra har sagen rullet, siger formanden for Plan-, Miljø- & Teknik-udvalget i Stevns Kommune, Flemming Petersen (V).

Jens Viggo Moesgaard frygter nu for havens træer og det store regnvandsbassin.

- Jeg har omkring 40 tusser, der yngler hernede i regnvands bassinet. Vi skal i dialog med kommunen om, hvordan vi gør det, siger han.

Flemming Petersen håber, de sammen finder en god løsning.