Utrygge beboere: 60 anmeldelser om fyrværkeri i København i nat

Rundt om i København skyder grupper stadig fyrværkeri mod hinanden.

Efter en voldsom torsdag aften, hvor grupper af børn og unge affyrede fyrværkeri mod hinanden, busser, taxaer og andre forbipasserende, melder politiet om en lidt roligere fredag aften og nat på Nørrebro i København.

Alligevel oplyser vagtchef Henrik Stormer fra Københavns Politi, at der i løbet af aftenen har været omkring 60 anmeldelser om fyrværkeri i hele politikredsen.

- Det har været de scener, vi har set de sidste par dage, men i langt mindre målestok, siger han.

Det er blandt andet i Dragør, Valby og på Nørrebro, at politiet har modtaget anmeldelser, men også Københavns Vestegns Politi melder om tilsvarende anmeldelser i blandt andet Albertslund og Ballerup, men også i mindre grad end torsdag.

TV 2 Lorry var fredag eftermiddag og aften på Nørrebro for at tale med lokale beboere. En af dem var Elizabeth Hegermann-Lindencrone, men interviewet blev afbrudt, da fyrværkeri bragede løs i baggrunden, og Elizabeth Hegermann-Lindencrones barn på armen begyndte at græde. 

- Normalt har jeg ikke oplevet, at det skulle være noget problem. Jeg har ikke været bange for at bo på Nørrebro nogensinde. Men jeg synes faktisk, det er lidt ubehageligt, når man har en lille en. Jeg håber da, at de vil holde lidt igen. Der er jo ikke grund til at gøre det hele tiden, sagde hun til TV 2 Lorry.

- Jeg synes faktisk, det er lidt ubehageligt, når man har en lille en, siger Elizabeth Hegermann-Lindencrone, Nørrebro-borger. 

Postbud nær ramt: Fuldstændigt mirakuløst

Da det gik værst for sig torsdag aften, var det nær gået helt galt for Søren Lørup, der kom cyklende ved Nørrebro Station i København omkring klokken 23.20.

En eksplosion fra en raket eller et bomberør eksploderede få centimeter fra hans hoved, noget der potentielt kunne have været livsfarligt.

– Det var fuldstændig mirakuløst, jeg ikke blev ramt. Jeg er heldigvis sluppet fuldstændig for skader. Heller ikke min hørelse er blevet påvirket. Bortset fra det er jeg utrolig rystet, siger Søren Lørup.

– Det, der ryster mig mest, er, at de bevidst prøver at lemlæste uskyldige mennesker, der tilfældigvis opholder sig på Nørrebro.

To anholdelser

Fredag foretog Københavns Politi to anholdelser ved Den Røde Plads på Nørrebro.

Der var tale om to 15-årige drenge, der blev sigtet for at have affyret fyrværkeri mod andre. De er sigtet for at overtræde straffelovens paragraf 252, der handler om at volde nærliggende fare for andres liv eller førlighed.

De to anholdelser er sket uafhængigt af hinanden og blev foretaget sent fredag eftermiddag, oplyser Københavns Politi til TV 2.

De to drenge er natten til lørdag blevet løsladt, oplyser Københavns Politi til Ritzau. Drengene er fortsat sigtede for overtrædelse af straffeloven.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik