Da en mand 3. juli trådte ind i Field's og skød mod tilfældige personer, mistede tre livet, og syv andre blev såret.
Samtidig var mange mennesker fanget i centeret i timevis.
Men fra første gang gerningsmanden trykkede på aftrækkeren, til han blev anholdt af politiet, gik der reelt omkring et kvarter.
I Hovedstadens Beredskabs udrykningsrapport, som TV 2 har fået aktindsigt i, beskrives det kaotiske forløb, hvor både politi og redning frygtede det værste.
Særligt fordi beredskabet fik besked om, at op mod 200 mennesker var blevet såret under skyderiet, mens meldingerne væltede ind hos alarmcentralen.
- Det viser sig at være en melding, som er givet på baggrund af rygter, men som forårsager stort ressourcetræk, står der i rapporten, som ikke kommer nærmere ind på, hvor meldingen kom fra.
Vi reagerer selvfølgelig hellere langt kraftigere, end der er behov for, hvis der er menneskeliv på spil
Operationschef i Hovedstadens Beredskab Tim Ole Simonsen siger til TV 2, at der ikke blev taget nogen chancer, fordi der var menneskeliv på spil.
Da sagen mod den formodede gerningsmand foregår bag lukkede døre, kan Tim Ole Simonsen ikke udtale sig om specifikke detaljer om redningsaktionen, men kun generelt om beredskabets reaktion på skyderiet.
- Det er selvfølgelig en melding, som vi er nødt til at reagere kraftigt på. 200 tilskadekomne er ud fra danske forhold et meget stort antal. Det betyder, at vi sender store redningskræfter til stedet og også tilkalder assistance fra den statslige beredskabsstyrelse og naboberedskaber, siger han.
Vil hellere reagere for kraftigt
Klokken var ifølge flere øjenvidner 17.33, da det første skud blev afgivet.
I timevis efterfølgende kæmpede beredskabet og politiet med at danne et overblik over, hvor slemt det stod til.
Hovedstadens Beredskab ankom til scenen omkring klokken 17.41. På tidspunktet havde myndighederne fået et billede af, at der muligvis var to gerningsmænd, og de vidste endnu ikke, hvor mange sårede der var. Men meldinger hos alarmcentralen endte med, at beredskabet omgående bad om assistance.
- På et tidspunkt i løbet af indsatsen bliver der meldt om omkring 200 sårede, hvorefter jeg bestiller 20 ekstra mand, står der i beredskabets udrykningsrapport.
I alt ankom 31 ambulancer fra både Region Hovedstaden og Region Sjælland. Dertil kom flere akutlægebiler og sygetransportere.
Mens politiet ledte efter den anden mulige gerningsmand, begyndte man at frygte, at personen kunne have sat sig for at angribe Royal Arena, viser rapporten. Her skulle musikeren Harry Styles spille en udsolgt koncert, hvor op mod 17.000 mennesker forventedes at deltage.
Blandt andet derfor bestilles yderligere mandskab til at håndtere "massetilskadekomst", som beredskabet kalder det.
Forud for meldingen om 200 sårede var situationen allerede "stor og kompliceret", mener Tim Ole Simonsen. Der var mange meldinger om forskellige hændelser hos alarmcentralen fra vidner, der havde opfattet skyderiet forskelligt.
- De er kommet med den vurdering, de havde på tidspunktet, og det vil vi ikke sige, er en fejl. Det har været en særlig situation, siger han.
(Artiklen fortsætter under billedet.)
Hvis man modtager en ubekræftet melding om hundredvis af sårede, er det så den rigtige reaktion at sætte de store kræfter i gang, inden man ved mere?
- På en melding om 200 tilskadekomne vil der blive reageret på den måde. Vi reagerer selvfølgelig hellere langt kraftigere, end der er behov for, hvis der er menneskeliv på spil.
”Der skydes i øjeblikket i Fields”
Klokken 18.01 meldte Hovedstadens Beredskabs stabschef, at skyderiet fortsat var i gang. På tidspunktet var gerningsmanden dog anholdt.
- Der skydes i øjeblikket i butikscenter Field's på Amager, og HBR (Hovedstadens Beredskab, red.) og politi har iværksat større indsats. Mange mennesker er fanget i Fields, siger han ifølge beredskabets interne log, som TV 2 også har fået aktindsigt i.
Tim Ole Simonsen forklarer, at det under hændelser som skyderiet i Field's er meget svært at få bekræftet oplysninger.
- Vi oplever ofte, at situationen, vi kommer ud til, er en anden end meldingen til alarmcentralen. Men i så komplicerede situationer som i Field's, hvor der er mange meldinger og 112-opkald, har vi ikke andet valg end at reagere utroligt konsekvent.
Beredskabets reaktion er lige efter bogen, mener Jens Møller, der er tidligere drabschef i Københavns Politi og stod i spidsen for efterforskningen ovenpå terrorangrebet i København i 2015.
- Det er altid ærgerligt, hvis der er en mulig fejlmelding, men man har reageret professionelt og gjort klar til, at der kan komme mange sårede, siger han.
I sin tid i politiet havde Jens Møller reageret lige så voldsomt, hvis han havde fået en lignende melding. Han understreger endvidere, at det ikke er et tegn på, at nogen er gået i panik, men netop det omvendte: at systemet fungerer.
- Hvis jeg fik en melding om, at 200 personer muligvis er ramt af skud, ville jeg med det samme iværksætte den størst mulige indsats, fordi det kunne være så alvorligt.