Boligkvarter evakueret af frygt for kollaps

Bygningerne er - ifølge et ingeniørfirma - i fare for at styrte sammen.

Beboere i en række toplansboliger i Snekkersten er blevet evakueret. Det skriver Boliggården, der administrerer boligerne, i en pressemeddelelse.

Ingeniørfirmaet Sweco havde i forbindelse med en skimmelrenovering undersøgt bygningernes konstruktion og konstateret, at de var i fare for at styre sammen.

Det skyldtes projekterings- og udførselsfejl, lyder det.

Der er tale om i alt 65 boliger i området Stævnen, hvorfra beboerne blev evakueret fredag aften.

Stævnen ligger få hundrede meter fra Strandvejen, syd for Helsingør.

Beboere kan ikke vende tilbage foreløbigt

Beboerne blev fredag aften anbefalet at finde andre steder at bo henover weekenden, men hvis det ikke er muligt, betaler Boliggården for et hotelophold.

Det forventes ifølge Boliggården ikke, at beboerne kan vende tilbage til deres boliger foreløbigt.

Boliggården vil mandag kontakte de evakuerede beboere for at høre, om de har fundet en løsning til genhusning, oplyser Boliggårdens direktør, Pia Skov, i pressemeddelelsen.

- Vi har stor forståelse for den frustration og det besvær, som vores beboere bliver udsat for, siger Pia Skov.

Boliggården har desuden anbefalet beboerne at kontakte deres forsikringsselskab på mandag i forbindelse med at blive genhuset. Det oplyser Boliggårdens presseansvarlige, Dorte Christensen, til TV 2.

Når det drejer sig om akut genhusning, er det ifølge Dorte Christensen indboforsikringen, som dækker.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Snekkersten 1
Foto: Presse-fotos.dk

Kan ikke gå i detaljer om bygningsfejl

Boliggårdens direktør, Pia Skov, kan ikke forklare nærmere, hvad de såkaldte projekterings- og udførselsfejl handler om.

- Der er projektering- og udførelsesfejl. Jeg kan ikke komme nærmere ind på teknikken, siger hun til TV 2.

Har I ikke fået at vide hvad det præcist drejer sig om?

- Nej, vi har fået at vide, at der er projektering- og udførelsesfejl. Det skal vi selvfølgelig dykke ned i. Men vores prioritering, efter vi i går eftermiddags klokken 15 fik at vide, at der var fare for vores beboere, var, at beboerne kom i sikkerhed, siger hun.

Pia Skov oplyser, at de pågældende bygninger er cirka 40 år gamle.

TV 2 har rakt ud til Sweco for at høre nærmere om den undersøgelse, de foretog af bygningerne. Sweco henviser til Boliggården.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik