Desperat lejer: "Vi har måttet bruge vores opsparing på den sidste regning"

Antallet af lejere, der er blevet sat på gaden, er allerede højere end sidste år.

Selvom efterårstemperaturerne så småt kommer snigende sammen med de gullige og orange blade på træerne, tænder 49-årige Gitte Jørgensen ikke for varmen.

Førtidspensionisten fra Køge udstyrer sig i stedet med futter og tæpper i forsøget på at holde energiregningen nede.

- Der bliver ikke tændt op foreløbigt, for jeg frygter vinteren, siger Gitte Jørgensen, da TV 2 er på besøg.

Den rekordhøje inflation har betydet massive ekstraudgifter for familien, der bor til leje i en almen bolig.

- Det rammer simpelthen så hårdt. Vi har måttet bruge vores opsparing på den regning, der kom sidst, og jeg ved ikke, hvad vi skal gøre, næste gang der kommer en regning. Det bekymrer os rigtigt, rigtigt meget, fortæller Gitte Jørgensen.

Men Gitte Jørgensen er ikke den eneste almene lejer, der har svært ved at få enderne til at mødes på grund af inflationen, viser en ny rapport.

Lejere er blevet fattigere

Brancheorganisationen for cirka 500 almene boligorganisationer, Danmarks Almene Boliger (BL), har taget den økonomiske temperatur på inflationens konsekvenser for danskere, der bor alment til leje.

Analysen viser klart, at lejerne er blevet fattigere.

- Der er sket et gevaldigt indhug i rådighedsbeløbet. Vi kan se, at der er en stigende bekymring for faktisk at have råd til at betale huslejen i de almene boliger, og den situation er vi meget bekymrede for, siger Solveig Råbjerg Tingey, der er viceadministrerende direktør i BL.

Viceadministrerende direktør i Danmarks Almene Boliger Solveig Råbjerg Tingey peger på, at særligt unge, enlige og pensionister er hårdt ramt af de stigende priser.
Viceadministrerende direktør i Danmarks Almene Boliger Solveig Råbjerg Tingey peger på, at særligt unge, enlige og pensionister er hårdt ramt af de stigende priser.
Foto: TV 2 Business

Mere end hver tredje almene beboer er ifølge analysen bekymret for, at de ikke har råd til nødvendigt forbrug.

- De stigende priser presser dem, der har lidt i budgettet i forvejen. Dem, der bor alene, de unge, studerende, pensionister og enlige med børn, siger Solveig Råbjerg Tingey.

Mindre rådighedsbeløb

Over 70 procent af de adspurgte studerende har svaret, at de er bekymrede for ikke at kunne betale de nødvendige månedlige udgifter såsom til mad.

Unge enlige 18-29-årige har fået mindsket deres rådighedsbeløb med op mod 28 procent sammenlignet med 2021.

quote Vi håber, at man målretter hjælpen til de familier og personer, som står i en særligt udsat situation.

Solveig Råbjerg Tingey, Danmarks Almene Boliger

Og omkring hver tredje pensionist bekymrer sig om ikke at have råd til hverken el- og varmeudgifter eller andet nødvendigt forbrug.

Det får BL til at frygte, at flere lejere vil blive sat på gaden.

- Antallet af udsættelser er på et højere niveau i år end sidste år. Vi kan se begyndende tegn på, at flere får sværere ved at betale deres husleje. Vi skal tage situationen meget alvorligt, siger Solveig Råbjerg Tingey.

BL peger blandt andet på det problematiske i, at de grupper, der er hårdest ramt, ofte er på eksempelvis folkepension, overførselsindkomst eller SU og derfor enten ikke kan eller har sværere ved at forhøje deres indkomst hurtigt nok.

Flytning er ikke en løsning

En af de lejere, der er på overførselsindkomst, er Gitte Jørgensen fra Køge.

- Jeg er førtidspensionist, så min mand kan ikke tage overarbejde, uden at jeg bliver trukket i min pension. Vi kan ikke finde flere penge nogen steder fra, siger Gitte Jørgensen, der også har overvejet, om familien vil blive nødt til at flytte:

- Men vi kan ikke engang få en mindre eller billigere bolig, for de penge, vi i så fald skulle have brugt til indskud, er blevet brugt på regningerne.

Gitte Jørgensen fra Køge kommer til at skulle spænde livremmen gevaldigt ind for at kunne få økonomien til at løbe rundt.
Gitte Jørgensen fra Køge kommer til at skulle spænde livremmen gevaldigt ind for at kunne få økonomien til at løbe rundt.
Foto: TV 2 Business

Også forbrugerøkonom Ida Marie Moesby peger på, at en flytning ikke nødvendigvis er en løsning.

- Det kræver, at man kan finde en billigere lejebolig, og de hænger ikke på træerne, så det er svært at sige, hvad man kan gøre, siger Ida Marie Moesby.

Både Gitte Jørgensen og den viceadministrerende direktør i Danmarks Almene Boliger, Solveig Råbjerg Tingey, efterlyser politisk handling.

- Vi håber, at man målretter hjælpen til de familier og personer, som står i en særligt udsat situation, siger Solveig Råbjerg Tingey.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik