Kvinde dømt for falsk handicapskilt i forruden

Hos Danske Handicaporganisationer oplever man et stigende antal henvendelser om snyd med handicapparkeringskort.

En onsdag morgen i august 2022 svingede en nu 31-årig kvinde ind på en handicapparkeringsplads på Skolegade i den københavnske bydel Valby.

Det er et område, hvor det kan være svært at finde en parkeringsplads – men i forruden lagde kvinden et blåt, lamineret skilt med et billede af et hvidt kørestolssymbol.

Derefter forlod hun bilen uden at betale p-afgift – men en parkeringsvagt fattede mistanke til kvinden og afslørede, at hun ikke havde ret til at anvende et handicapskilt, ligesom skiltet var falsk.

quote Det er noget vi er opmærksomme på, og vi er begyndt at kigge på omfanget af det.

Henrik Brix, daglig leder af nærpolitiet i Indre By og Vesterbro

Et handicapparkeringskort giver ikke bare ret til at holde på parkeringspladser forbeholdt bilister med handicap – parkeringen er også gratis, når blot afgiften på 425 kroner for kortets gyldighedsperiode på ti år er betalt.

Den 31-årige kvinde tilstod, og fredag blev hun idømt ti dages betinget fængsel i Retten på Frederiksberg.

Kort proces

I retten forklarede kvinden, at parkeringskortet var et, som hun havde fundet efterladt på en parkeringsplads på Nørrebro i København.

Hun havde samlet det blå skilt op for at finde den retmæssige ejer, sagde hun, og derfor havde det ligget gemt i hendes bil indtil sommerdagen i 2022, hvor hun fandt kortet frem en travl og stresset morgen.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Hvordan fungerer et handicapparkeringskort?

  • Handicapparkeringskort giver en række lempelser i forhold til tidsbegrænset parkering og betaling.

  • Kortet følger ejeren og kan anvendes i enhver bil, som ejeren af kortet transporterer sig i. Bag på kortet står indehaverens navn med billede og underskrift

  • Det er kun tilladt at bruge kortet uden indehaveren i bilen, hvis en person skal hente indehaveren af kortet. 

  • Det er op til politiet og p-vagterne at vurdere, om reglerne bliver overholdt.

Kilde: Danske Handicaporganisationer

- Jeg skulle aldrig have gjort det, jeg vidste ikke, det var forfalsket eller noget, sagde kvinden som afslutning på sin forklaring i retten.

Sagen blev skåret til under retsmødet, så retsmødet kunne afvikles som en hurtig tilståelsessag, og anklagemyndigheden accepterede uden videre kvindens forklaring.

Alligevel endte dommeren på en betinget fængselsstraf.

Svært at kontrollere

Sagen med den årvågne p-vagt fra Valby, der tog kvinden på fersk gerning, er dog ikke hverdagskost. Det viser et svar, som Københavns Politi har givet til et folketingsspørgsmål i 2023.

Her oplyser Københavns Politi, at efterforskningen af sager om uberettiget brug af handicapparkeringspladser generelt er vanskelige og ressourcekrævende.

quote Det forhindrer menneske med handicap i at komme ned og handle, hente deres børn i institutioner eller alt muligt andet

Katrine Mandrup Tang, direktør Danske Handicaporganisationer

Ifølge politiet kan fusk med handicapparkeringspladser overordnet opdeles i to grupper:

Uberettiget brug af en ægte handicapparkeringstilladelse eller brug af en falsk handicapparkeringstilladelse.

Reelt set er det meget vanskeligt for politiet at kontrollere, om et parkeringskort, der ligger i foruden af en aflåst bil, er ægte eller en kopi.

Det kan også være en udfordring for politiet at finde frem til, hvem der i det konkrete tilfælde har parkeret køretøjet. Om det er en person, der har ret til at anvende skiltet – eller en svindler, lyder det i svaret til Folketinget.

Flere og flere henvendelser

Hos Danske Handicaporganisationer (DH), der udsteder parkeringskort til mennesker med handicap, modtager man flere og flere henvendelser fra folk, der beretter om tyveri af kort, brug af falske kort og uberettiget brug af kort.

Det fortæller organisationens direktør, Katrine Mandrup Tang, til TV 2.

Det har selvsagt konsekvenser for dem, der får stjålet deres kort, men det er også problematisk for de danskere, der har behov for at bruge handicappladserne i dagligdagen.

- Det forhindrer mennesker med handicap i at komme ned og handle, hente deres børn i institutioner eller alt muligt andet – i bund og grund transportere sig rundt og leve sit liv ligesom alle mulige andre, siger hun.

Ifølge direktøren er det særligt et problem i storbyerne, hvor der er kamp om parkeringspladserne.

En balancegang

Et af de steder, hvor kampen om parkeringspladserne er hård, er Indre By i København. Her vil politiet fremover have et større fokus på, om der bliver snydt med tilladelserne.

Det er blandt andet en konsekvens af et stigende antal henvendelse fra borgere, der undrer sig over de mange handicaptilladelser i bybilledet.

- Det er noget, vi er opmærksomme på, og vi er begyndt at kigge på omfanget af det. Vi kan godt se, at der er en del, der lægger de her tilladelser op, når de parkerer, siger Henrik Brix, der er daglig leder af nærpolitiet Indre By og Vesterbro.

For Henrik Brix er det dog vigtigt ikke at fare for hurtigt frem.

- Vi skal passe på, fordi der er rigtig mange, der retmæssigt må parkere, og det er en balancegang, for vi ikke skal jagte dem, der gerne må. Dem vil vi ikke genere unødigt.

Han understreger dog, at det er vigtigt at ramme dem, der snyder med parkeringskort, fordi det også er med til at mistænkeliggøre dem, der har ret til at bruge pladserne.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik