Kvinde får to års fængsel for at opildne til vold under demo

En 30-årig mor til to er ved Københavns Byret blevet idømt to års fængsel for at have opildnet til vold med demonstration 9. januar, hvor hun holdt en tale.

En 30-årig kvinde skal straffes med fængsel i to år for at opfordre til vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter mod politiet i forbindelse med en demonstration i København 9. januar i år.

Det er netop kommet frem i Københavns Byret, hvor retssagen mod kvinden er blevet behandlet.

Den tiltalte sad ifølge TV 2s retsreporter Astrid Søndberg hulkende med hovedet i hænderne efter domsfældelsen.

Anklager Henrik Uhl Pedersen havde ellers procederet for en rekordhøj straf på 2,5 til 3 års fængsel, fordi kvindens lovovertrædelser havde ‘baggrund i eller sammenhæng med Covid 19-epidemien i Danmark’, og straffen dermed ifølge en ny del af Straffeloven kan forhøjes til det dobbelte.

- Tiltalte er vred på regeringen over nedlukningerne - det er hendes ret. Men når hun ophidser en gruppe demonstranter til vold som følge af nedlukningen, så skal bestemmelsen benyttes, procederede anklageren med henvisning til Straffelovens paragraf 81 d.

Domsmandsretten er enig i, at hun kan dømmes for paragraf 81 d. De mener bare ikke, at hun kan dømmes for at have en ledende rolle, og dermed lander straffen på to år.

Anklageren har anmodet om, at kvinden skal varetægtsfængsles til fuldbyrdelse, og den anmodning blev taget til følge.

Kvinden er dermed fortsat varetægtsfængslet. Forsvareren kærede med det samme fængslingen til Landsretten.

Nægter sig skyldig

Den 30-årige kvinde selv har nægtet sig skyldig og forklaret, at hun i sidste øjeblik blev trukket op på talerstolen under demonstrationen 9. januar, hvor hun kom til at opfordre til at “smadre byen på en ikke-voldelig måde” ved en fejl.

I virkeligheden var hun der for at tale om højere straffe til pædofile, forklarede hun, og det gjorde hun også i en video af talen, der blev afspillet som bevismateriale i løbet af retssagen.

Ifølge anklageren fyldte det dog kun en lille del af talen, hvor hun indledte med at sige:

- Hvor er den virus, I opfører jer som om, vi alle sammen er smittede. I opfører jer som om, der er en dødelig pandemi.

Desuden blev der vist en række optagelser af vold mod politiet og kast med sten, dåser og forskelligt fyrværkeri, ligesom den 30-årige kvinde flere gange kunne ses med en megafon, hvor hun råbte slagord og ifølge anklageren indtog en ledende rolle ved demonstrationen ved at råbe:

“Samling, samling” og “Formation”.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik