En brand i en skole i landsbyen Nørre Herlev syd for Hillerød har mandag aften holdt det lokale brandvæsen travlt optaget med slukningsarbejde.
Frederiksborg Brand og Redning bekræfter via Twitter, at man er i gang og har måttet hente forstærkning for at forhindre ilden i at brede sig.
Artiklen fortsætter under videoen.
- Vi har brand på en skole i Nr. Herlev i Hillerød. Vi er massivt tilstede på adressen og har assistance fra Nordsjællands brandvæsen station Allerød, lyder det på Twitter.
Branden opstod flere steder i bygningen. Og hos Nordsjællands Politi efterforsker man med en mistanke om, at branden kan være påsat, oplyser vagthavende over for TV 2.
- Det ser ud som om der er flere arnesteder og det tyder på, at branden kan være påsat. Det er den mistanke, vi går ud fra i øjeblikket, siger Dyre Sønnicksen til TV 2.
Skolen stod tom, da branden brød ud, men Nordsjællands Politi har alligevel foretaget en grundig afsøgning af den brændende institution.
- Vi har heldigvis fået bekræftet, at der ikke er nogen til stede i bygningen. Ilden er endnu ikke slukket, da den har bredt sig til tagkonstruktionen, og det kæmper vi med at få under kontrol, siger vagthavende.