Irina Hohlova har plantet tomater, agurker og blomster i små kasser rundt omkring i den lille containerby i Solrød, hvor hun bor.
Tvunget til at forlade sit land flygtede hun fra den russiskbesatte region Donetsk sammen med sin søn til den sjællandske kommune 6. marts 2022.
- Jeg elsker min hjemby, og der er ikke noget, jeg har mere lyst til end at tage hjem og omfavne mine forældre, men som det ser ud nu, kan det ikke lade sig gøre, siger 46-årige Irina Hohlova til TV 2.
Sammen med andre ukrainske familier er Danmark blevet hendes midlertidige hjem, mens krigen i Ukraine nu er gået ind i sit tredje år.
Irina Hohlova er en af de 30.062 ukrainske flygtninge, der siden Ruslands invasion har fået midlertidig opholdstilladelse og nu har bopæl i Danmark.
Hun er en del af den største flygtningestrøm siden Anden Verdenskrig. Den blev udløst, da russiske kampvogne rullede ind over den ukrainske grænse 24. februar 2022.
I Danmark ønsker over 60 procent af de Ukrainske flygtninge at blive, når krigen får sin afslutning. Det fremgår af en ny undersøgelse fra Institut for Psykologi på Københavns Universitet.
Den særlov, der sikrer gruppen af flygtninge midlertidig opholdstilladelse, udløber næste år til marts.
Vil blive i Danmark med sin søn
Irina Hohlova er glad for det liv, hun har i Danmark. For hende er det vigtigste lige nu, at sønnen er tryg, selvom krigen i Ukraine stadig fylder i hverdagen.
- Selvom vi ikke ved, hvad der foregår derhjemme, så har min søn et tag over hovedet, og vi har de mest basale ting her i Danmark, siger hun.
Når bekymringer om krigen optager meget plads, planter hun frø i blomsterkasserne, går til danskundervisning og agerer oversætter, når naboen skal til læge eller kommunikere med de danske myndigheder.
Irina Hohlova er taknemmelig for den hjælp, hun har modtaget i Danmark, og hun håber at fortsætte sit liv her i landet, når krigen engang får en ende.
- Jeg ville være meget ked af, hvis jeg blev nødt til at forlade Danmark. Vi trives her, og jeg har ikke lyst til at sige farvel til alle de nye venner, jeg har fået, forklarer Irina Hohlova.
Har ikke givet op på sit hjemland
En anden af de flygtninge, der har fået midlertidig opholdstilladelse i Danmark, er 22-årige Tetjana Tjyzj. Hun arbejder som receptionist på et hotel i København og er glad for det liv, hun har skabt i Danmark.
Alligevel har det været svært at finde sig ordentligt til rette, når hun har efterladt så meget af sit liv i Ukraine.
- Det har været svært at falde til her i landet, når jeg ved, krigen raser. Der er dage, hvor det kan være hårdt, for jeg bekymrer mig meget om min familie og mine venner, der stadig befinder sig derhjemme i Volnovakha, siger Tetjana Tjyzj.
Tetjana Tjyzj savner det liv, hun efterlod i Ukraine. Hun forsøger at bevare håbet og tror på, at hun en dag kan vende tilbage.
- Jeg forsøger at være positiv, og jeg har stadig ikke givet op på mit hjemland. Jeg bliver virkelig glad den dag, krigen ender, og jeg kan vende hjem til min familie, slår Tetjana Tjyzj fast.
Frygter for sønnernes sikkerhed
Ikke alle de ukrainske flygtninge i Danmark har endnu vished om, hvad der skal ske.
39-årige Anna Baburkina er i tvivl om, hvorvidt hun skal rejse hjem til Kyiv eller blive i Danmark.
Sammen med sine to sønner, 15-årige Danyil og 11-årige Vlad, ankom hun til Rudersdal Kommune kort tid efter krigens udbrud tilbage i 2022. Anna Baburkina savner Ukraine, men hun frygter samtidig for drengenes sikkerhed, hvis de tager tilbage.
- Det er deres eget valg, om de vil deltage i krigen, når de bliver voksne, men som mor frygter jeg selvfølgelig, at de involveres, siger hun.
Desuden har Anna Baburkinas familie skabt sig et liv i Danmark. Hun har fået arbejde som grafisk designer, og børnene er begyndt i skole.
Derfor er det svært for Anna Baburkina at svare på, om familien vender tilbage til Ukraine og hjemmet tæt på hovedstaden Kyiv, når deres opholdstilladelse udløber, eller om hun vil kæmpe for at blive i Danmark.
- Jeg er ikke sikker på, hvad vi skal gøre. Vi er faldet godt til her i Danmark, og jeg er meget glad for mit arbejde, forklarer Anna Baburkina.
Hun understreger, at deres historie er positiv, fordi de lever i sikkerhed, og sender derfor sine tanker til de mange mennesker, der lever midt i krigen tilbage i Ukraine.
Ukrainere mister håbet om at vende hjem
De tre ukrainske flygtninge, som TV 2 har talt med, står ikke alene med deres bekymring for deres fremtidige hjem. Det fortæller Mette Blauenfeldt, chef for viden og udvikling hos Dansk Flygtningehjælp, der genkender, at ukrainske flygtninge er bekymrede for deres fremtid.
Hun peger på, at både eksperter og flygtningene selv havde forventet, at deres ophold ville være kortvarigt. I stedet er krigen på vej ind i sit tredje år, og mange flygtninge har været i Danmark, meget længere end de havde ventet.
- Den usikkerhed og det limbo, som de ukrainske flygtninge har levet i, begynder virkelig at tære på de enkelte personer, fortæller hun.
Hos Dansk Flygtningehjælp oplever man, at flertallet af ukrainske flygtninge er begyndt at miste håbet for, at de kan vende hjem til Ukraine inden for en overskuelig fremtid. Mange ved ikke, hvad det er, de vender hjem til, efter at krigen i mere end to år har hærget, lyder bekymringen i særlig høj grad.
- Derfor bliver mange ukrainske flygtninge optaget af, hvilke muligheder de har her i Danmark, lyder det fra Mette Blauenfeldt.
Hun forklarer, at det især er hos de unge, at pendulet er svunget i en anden retning. I stedet for at vende hjem når krigen afsluttes, ønsker de at finde et hjem i Danmark eller et andet EU-land.
Ifølge Dansk Flygtningehjælp er det dog endnu en bekymring, de må påtage sig. Det er nemlig fortsat usandsynligt, at de ukrainske flygtninge kan blive i Danmark, når den midlertidige opholdstilladelse ophører.