Onkel blev ringet op af tiltalt på drabsdag: ”Han virkede meget langt ude”

En række vidner har torsdag afgivet forklaring i Retten i Glostrup i sagen om drabet på højgravide Louise Borglit.

4. november 2016 blev en mand ringet op af sin nevø.

Nevøen lød desperat og ulykkelig i telefonen. Noget han havde gjort det seneste stykke tid.

Onklen havde svært ved at forstå, hvad nevøen sagde til ham, men han forstod så meget, at nevøen mente, at det hele kunne være lige meget nu.

Derefter blev der lagt på. Onklen forsøgte at ringe op igen, men uden held. Derfor slog han alarm.

Hans nevø blev dog hverken indlagt eller anholdt lige med det samme.

Men samme dag blev en 32-årig gravid kvinde dræbt i Elverparken i Herlev med adskillige knivstik.

Og det er det drab, nevøen nu er tiltalt for. Han nægter sig skyldig.

Var farlig at have gående rundt

Retssagen mod den nu 29-årige tiltalte er lige nu i gang i Retten i Glostrup, og torsdag var den tiltaltes onkel inde for at afgive forklaring.

quote Jeg var meget bekymret for ham. Han virkede meget langt ude

Onkel til drabstiltalt

Det var her, at han kunne berette, at han var blevet ringet op af sin nevø samme dag, som 32-årige Louise Borglit blev fundet dræbt.

Efter nogle år uden kontakt var den tiltalte igen begyndt at henvende sig til onklen.

Han var ked af det og frustreret over, at store dele af hans familie, inklusive hans adoptivforældre, havde brudt forbindelsen til ham.

- Jeg var meget bekymret for ham. Han virkede meget langt ude. Jeg snakkede meget i telefon med ham på det tidspunkt, fortalte onklen i vidneskranken og tilføjede, at han prøvede at få tiltalte indlagt på psykiatrisk afdeling.

Det var også onklens indtryk, at tiltalte fik det gradvist værre i efteråret 2016. Blandt andet på grund af et stofmisbrug, der ændrede ham som person.

Derfor tog han også kontakt til kommunen og en psykiatrisk sygeplejerske, da han mente, at nevøen var farlig at have gående rundt.

Ekskæreste vidnede

Onklen var ikke den eneste, der oplevede, at den 29-årige tiltalte kunne ændre personlighed.

Flere af de vidner, der torsdag afgav forklaring i Retten i Glostrup, var også af den opfattelse, at den tiltalte virkede til at have flere personligheder. Blandt andet tiltaltes ekskæreste.

Da den 29-årige blev sigtet og tiltalt for drabet på Louise Borglit i 2022, afsonede han en anden dom om overfald og trusler mod ekskæresten.

Hun var derfor tydeligt berørt af situationen og ønskede ikke tiltalte til stede i retssalen, som derfor blev ført ind i et separat lytterum.


Ifølge ekskæresten var deres forhold præget af vold og trusler. Og til sidst kulminerede det i, at tiltalte bandt et reb om hendes hals og strammede til.

Omdrejningspunktet for afhøringen var dog ikke, hvad den tiltalte tidligere havde gjort mod ekskæresten. Men derimod, hvad han havde sagt til hende.

Ændrede personlighed på "et splitsekund"

I retten bekræftede ekskæresten, at hun i en tidligere afhøring til politiet havde sagt, at den nu drabstiltalte havde fortalte hende, at han havde slået en kvinde ihjel, og at der var en hund involveret.

quote Han ændrede sig til ondskab, ren ondskab

Ekskæreste til drabstiltalt

Louise Borglit var ude at lufte sin søsters hund, da hun blev overfaldet og stukket ihjel i 2016.

Ekskæresten erkendte dog også, at hendes hukommelse var ”hullet som en si”. En konsekvens af de skader, som tiltalte havde forvoldt hende fysisk, mens de stadig var sammen.

Hun huskede dog, at den tiltalte kunne skifte personlighed på ”et splitsekund”.

- Han ændrede sig til ondskab, ren ondskab, sagde hun med bævende stemme i retten.

Tiltalte snakkede også om, at han havde slået andre personer ihjel. Og det var ekskærestens opfattelse, at han snakkede af erfaring.

- Han har indirekte sagt, at han har prøvet at partere en person før. Måske for at gøre mig bange, fortalte hun.


Snakkede om drab med cellekammerat

Udover onklen og ekskæresten afgav en tidligere politiefterforsker i sagen også forklaring i retten.

Det samme gjorde tiltaltes tidligere forsvarsadvokat, personale på Psykiatrisk Center Ballerup, hvor den tiltalte har været indlagt, og en tidligere cellekammerat.

Sidstnævnte, den tidligere cellekammerat, kunne også fortælle, at den tiltalte havde sagt til ham, at han havde dræbt en kvinde i en park eller skov.

Det gjorde han, da de var cellekammerater i Vestre Fængsel i 2018.

Den medindsatte huskede også, at den tiltalte havde forklaret, at ofret var gravid. Den del var han dog lidt mere usikker på.

- Han sagde, at han havde det dårligt og han havde stukket hende ned. Hun skulle bare dø. Han talte så meget om det, at jeg til sidst blev træt af det, lød det fra den tidligere cellekammerat.

Manden kontaktede dog først politiet med sin viden i maj 2022. Det skete, da Københavns Vestegns Politi havde sigtet den nu tiltalte 29-årige mand, og sagen derefter fik stor omtale i medierne.

Næste retsmøde er 12. juni. Der ventes at falde dom i sagen i slutningen af juni.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik