Patient dræbte psykiater — sådan gik første dag i sagen

Et vidne fortalte i retten, at hun var "dødsens bange" efter at have mødt tiltalte.

Det var et stort retslokale i Retten i Glostrup, som var de fysiske rammer for første dag i sagen om drabet på Mariann Stenberg, en 66-årig psykiater, der mistede livet, mens hun udførte sit arbejde.

Tiltalte i sagen er en 41-årig mand, der tidligere var Mariann Stenbergs patient.

Han er også tiltalt for 12 andre forhold, heriblandt drabsforsøg, voldtægtsforsøg, hærværk og overtrædelse af knivloven.

Tiltalte sad sammen med sin forsvarer, advokat Luise Høj, og to politibetjente den første halvdel af dagen. Han var kortklippet med en vigende hårgrænse, skægstubbe og var iklædt en rød langærmet trøje og mørke bukser. 

Han havde gummisko på, der så relativt nye ud, og han blev fulgt ind og ud af retten af to politibetjente, der gav ham håndjern på, når han ikke sad ved siden af sin advokat.

Tiltaltes navneforbud blev hævet i retten på baggrund af en indsigelse fra pressen, men TV 2 skriver fortsat ikke navnet på den tiltalte, eftersom han ikke er dømt.

Inden retsmødet formelt gik i gang, og det kun var forsvarer, anklager, de to betjente, et par tilhører og pressen, der sad i det store lokale, sagde tiltalte følgende med høj og tydelig stemme:

- Undskyld, jeg mente det ikke.

Han gjorde det ikke klart, hvad han henviste til.

Luise Høj indledte retsmødet med at sige, at tiltalte nægter sig skyldig med henvisning til sindssyge i gerningsøjeblikket.

Blev irettesat af dommer og politi

Tiltaltes undskyldning var ikke den eneste gang, han talte i retten. Han fik en reprimande både af dommeren og af en af de betjente, der fulgte ham, da han under et vidnes forklaring brød ind.

Af dommeren fik han at vide, at han "slet ikke skal sige noget nu". Da tiltalte igen adresserede vidnet i vidneskranken, hævede en af politimændene stemmen og sagde, at han risikerede at blive smidt ud af retslokalet.

I alt var seks vidner indkaldt for at aflægge deres forklaring.

To af dem var kollegaer, der arbejdede på Rigshospitalet Glostrup i 2021, hvor tiltalte ifølge anklageskriftet havde opført sig truende over for dem. Det ene vidne fortalte, at hun oprindeligt er uddannet socialpædagog og har arbejdet som det i mange år, men i 2021 var hun nyuddannet bioanalytiker.

Hun fortalte, at hun ikke var bange, da hun og kollegaen mødte vidnet.

- Jeg har arbejdet med psykiatriske patienter. For mig er det tydeligt at se, når en patient er psykisk syg. Man kan se det i øjnene, i den måde de reagerer, at de er et andet sted, end vi andre er. Der sker noget andet i hovedet på dem, sagde vidnet.

Var "dødsens bange"

De øvrige vidner var blandt andet to kvinder i samme venindegruppe og en kioskejer, der havde mødt tiltalte på Hvidovre Station sidste sommer, kort før knivdrabet.

Samme aften på Albertslund Station mødte tiltalte og en ung kvinde også hinanden. Hun vidnede også i retten denne tirsdag.

- Jeg havde været ude og blande noget lørdagsslik, fortæller hun og tilføjer, at hun havde AirPods i ørerne, mens hun passerede en tunnel ved stationen.

Hun fortalte, at en person kom hen mod hende og gik meget tæt på hende. Det kunne man også se på videoovervågningsbilleder, der blev vist i retten.

- Han råber til mig, at han kigger på mig, og jeg skal se på ham, og hvorfor jeg kiggede på ham, og at jeg skal høre, hvad han siger.

Hun fortalte, at tiltalte tog AirPodsene fra hendes ører og trampede på den ene.

Den unge kvinde sad i vidneskranken og vendte sig på et tidspunkt om mod sine forældre.

Dommeren opfangede dette og sagde, at vidnets mor gerne måtte sætte sig hos hende. Moderen aede hende på ryggen, mens de lydløse overvågningsvideoer fra Albertslund Station blev vist.

Anklager Peter Rask spurgte vidnet, om hun blev bange den aften.

- Helt dødsens bange, svarede vidnet med grådkvalt stemme.

Fortsætter onsdag

Specialanklager Peter Rask nævnte i retten, at man anbefaler anbringelse på Sikringen af den 41-årige mand, der er tiltalt for blandt andet drab.

Sikringen er en særligt sikret psykiatrisk afdeling i Slagelse, og er – ligesom mange andre psykiatriske behandlingssteder – presset på kapaciteten. Det beskriver behandlingsstedet selv på sin hjemmeside.

For nylig blev det annonceret, at man åbner to nye afsnit med henholdsvis 22 ekstra pladser ved udgangen af året. Ti af dem er på sikringsafdelingen.

Onsdag fortsætter retssagen, hvor tiltalte også skal afhøres.

Der forventes af falde dom fredag.

Den behandles som en domsmandssag, og der er derfor ingen nævninge.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik