Politiet massivt til stede ved Pride-paraden - har klar opfordring til alle

Københavns Politi slår fast, at deltagerne kan føle sig trygge.

Lørdag kulminerer Copenhagen Pride, når den festlige parade bevæger sig gennem hovedstaden.

Festlighederne sker i lyset af et højt trusselsniveau mod Danmark, hvor den militante islamistiske terrororganisation al-Qaeda i denne uge konkret opfordrede til angreb mod Danmark.

På trods af trusselsbilledet – og med LGBTQ+-miljøet som et oplagt mål for militante grupperinger – vil Københavns Politi ikke ændre på sikkerheden.

Det siger Trine Møller, der er politiinspektør ved Københavns Politi, til TV 2.

- Priden har altid været et meget stort fokus for os – også i år, fastslår hun og uddyber:

- Men vi øger ikke sikkerheden ekstraordinært. Vi opererer i forvejen med et højt sikkerhedsniveau og er talstærkt til stede både med synligt og ikke-synligt politi.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Copenhagen Pride Parade sikkerhed Københavns København Frederiksberg politi trussel trusselsniveau terrortrussen tryghed
Fest og glade dage ved Pride-paraden i København 2022.
Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Massivt politiopbud

Politiinspektøren forklarer, at Københavns Politi har foretaget flere konktrete tiltag i forhold til Priden.

Blandt andet er der opsat en mobil nærpolitistation på Rådhuspladsen, som man opfordrer til, at borgerne benytter sig af.

- Ser man noget mistænkeligt, så bør man straks kontakte politiet, siger Trine Møller.

Kan man som deltager i Priden føle sig tryg?

- Ja, selvfølgelig kan man det. Vi er massivt til stede for at sikre, at Priden bliver afviklet i en tryg atmosfære, lyder det.

Tidligere angreb mod parader

I juni sidste år blev 2 personer dræbt og over 20 såret ved et terrorangreb i forbindelse med Pride-festen i Oslo.

Her skød en mand løs på natklubber, der var kendt fra byens LGBTQ+-miljø.

Pride-optoget i Norges hovedstad blev efterfølgende aflyst.

I Østrig anholdt politiet i juni i år tre mænd på 14, 17 og 20 år forud for Pride-parade i Wien.

De unge mænd var mistænkt for at have planlagt et angreb på optoget.

Bør tænke sig godt om

Jens Møller er tidligere vicepolitiinspektør og drabschef ved Københavns Politi.

Han har indgående kendskab til, hvordan politiet håndterer større sikkerhedsmæssige opgaver og begivenheder som eksempelvis Copenhagen Pride.

Jens Møller fortæller til TV 2, at Københavns Politi løbende er i dialog med Politiets Efterretningstjeneste omkring konkrete trusler mod arrangementet.

- Terrortruslen mod Danmark har gennem flere år været på det næsthøjeste niveau, der betegnes som ”alvorlig”. Derfor følger de danske efterretningstjenester situationen nøje, lyder analysen.

Ifølge den tidligere vicepolitiinspektør er det sikkert at deltage i den festlige Pride-parade, men man bør tænke sig om, opføre sig fornuftigt og være agtpågivende.

- Man skal lade være med at sende dumme signaler og gøre andre unødvendigt urolige. Eksempelvis ved at efterlade en stor papkasse på gaden, siger Jens Møller.

Han mener ligesom politiinspektør Trine Møller, at man ønsker borgere og deltagere i Priden til at være politiets forlængede arm.

- Politiet ønsker en øget opmærksomhed, hvis nogle skulle observere noget mistænksomt. Samarbejdet har vist sig at være det stærkeste våben mod at afværge terrorangreb, forklarer Jens Møller.

Copenhagen Pride-paraden finder sted lørdag med start klokken 13.00 fra Frederiksberg Rådhus.

De første grupper ventes at ankomme til Københavns Rådhusplads omkring klokken 15.00.

Karla har fire forældre Thumb 2
Serie

Karla har fire forældre

Karla Rosalina er regnbuebarn og har tre mødre og en far. Men kun to af de fire er juridiske forældre. I en serie på fire afsnit følger vi Karlas kamp for at få ret til alle sine forældre.

 Se serien her

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik