Rigshospitalets direktør: 13-årigs journal var særligt beskyttet

To medarbejdere på Rigshospitalet har været hjemsendt for at kigge i 13-åriges journal, men er tilbage i arbejde igen.

De medarbejdere, der er hjemsendt for at kigge i en 13-årig piges patientjournal, har ikke nødvendigvis kunnet læse, hvad der stod.

Den 13-årige piges journal var nemlig særligt skærmet, så det kun var personer direkte ansat på den afdeling, hvor hun blev undersøgt, der kunne læse den.

Det fortæller hospitalsdirektør Rasmus Møgelvang til TV 2.

- Andre ansatte har godt kunne søge journalen frem, men ikke læse den, fortæller han.

Rystet og ulykkelig

Den 13-årige pige blev i weekenden ifølge politiet udsat for alvorlige overgreb på Vestsjælland, og derfor er Rasmus Møgelvang både ”rystet” og ”ulykkelig” over, ”hvis der er nogle af vores medarbejdere, der ikke har kunnet styre deres nysgerrighed og har snaget i en journal”.

quote Der er ikke nogen på Rigshospitalet, som har været derinde uretmæssigt

Rasmus Møgelvang, hospitalsdirektør på Rigshospitalet

Han fortæller, at man blev opmærksom på problemet, da den afdeling, hvor den 13-årige blev undersøgt, var i kontakt med et andet hospital fra Region Sjælland og i den forbindelse kunne se, at der var en person derfra, der havde været inde i journalen.

Herefter gik man i gang med at undersøge journalens log og kunne altså konstatere, at flere havde været inde og forsøge at få adgang

To hjemsendte

Rasmus Møgelvang fortæller til TV 2, at der på Rigshospitalet indtil videre har været tale om tre personer, som har kigget på journalen. To af dem var hjemsendt et enkelt døgn, men alle tre er i arbejde, da man kunne konstatere, at de havde besøgt journalen af faglige grunde.

- Der er ikke nogen på Rigshospitalet, som har været derinde uretmæssigt, men det er klart, at når vi også er bekendt med, at der er fundet medarbejdere på andre hospitaler, så kan vi ikke udelukke, at det er andre, der har været det, siger Rasmus Møgelvang.

Han kan ikke udtale sig om, hvor mange der er eller har været hjemsendt på de øvrige hospitaler i Region Hovedstaden og Region Sjælland.

Sagen er anmeldt

Da der er en forsinkelse på loggen, forventer Rasmus Møgelvang, at der de kommende dage vil være flere besøg i journalen, som skal undersøges.

Region Hovedstaden og Region Sjælland oplyste tidligere onsdag aften i en fælles pressemeddelelse, at man på grund af sagens alvorlighed har igangsat ”alle relevante ansættelsesretlige procedurer”, ligesom man har anmeldt den til både Datatilsynet og Styrelsen for Patientklager.

Regionerne er desuden i dialog med politiet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik