Seksuel chikane får kvinder til at droppe Marketplace: - Bare fordi jeg sælger tøj, betyder det ikke, at jeg sælger mig selv

Yasmin Balkan har opgivet at sælge tøj på Facebook Marketplace. Et stort og genkendeligt problem, der trækker tråde til MeToo, mener ekspert.

Yasmin Balkan prøvede egentlig bare at tjene lidt ekstra håndører til sit sabbatår ved at sælge sit brugte tøj online.

Den 20-årige pædagogmedhjælper havde ikke i sin vildeste fantasi troet, at hendes lille sidehustle ville invitere til beskeder om alt fra dateforespørgsler, anmodninger om brugt undertøj og sure sokker til tilbud om køb af seksuelle ydelser og dick pics.

Over 50 chikanerende beskeder modtog Yasmin Balkan i løbet af den måned, hun forsøgte at sælge tøj på Facebooks handelsside kaldet Marketplace.

quote Jeg føler ikke, at jeg inviterer til at lave camshow for 1000 kroner, fordi jeg sælger en top til 20 kroner

Yasmin Balkan, pædagogmedhjælper

Og hun er langt fra alene.

TV2 Østjylland har nemlig været i kontakt med 201 kvinder, og af dem fortæller 129, at de har oplevet upassende beskeder i forbindelse med salg på Facebook Marketplace.

- Første gang jeg fik de her beskeder, der syntes jeg, at det var lidt grineren, men efter der kom flere og flere beskeder, så syntes jeg ikke, at det var sjovt mere.

- Beskederne handlede om alt andet end tøj. En skrev eksempelvis: "For en times hygge sammen, 2000 kroner. Er du frisk?".

Et udpluk af de beskeder som 20-årige Yasmin Balkan, har modtaget på sine salgsannoncer på Marketplace.
Et udpluk af de beskeder som 20-årige Yasmin Balkan, har modtaget på sine salgsannoncer på Marketplace.
Foto: TV 2 Echo

- Mændene "cat caller" online

Yasmin Balkan er langt fra den eneste, der har modtaget den her slags seksuelle beskeder, forklarer Maia Kalke Lorentzen, konsulent i Cybernauterne, der er eksperter i cybersikkerhed og digitale medier.

Maia Kalke Lorentzen har specialiseret sig i betydningen af digital chikane, og hun har over mange år observeret, at seksuel chikane af kvinder på alle sociale medier er et "meget genkendeligt problem".

Det kan ske på alle platforme fra Linkedin til Instagram og endda Mobilepay, forklarer hun.

20-årige Yasmin Balkan har sabbatår og er pædagogmedhjælper i en vuggestue.
20-årige Yasmin Balkan har sabbatår og er pædagogmedhjælper i en vuggestue.
Foto: Privat foto

- Det særlige ved Marketplace er, at mændene cat caller kvinderne digitalt i deres private beskeder, og det kan være enormt utrygt for modtagerne.

Hun mener, at problemet taler ind i en større samtale om, at kvinder ses som et offentligt emne.

- Der er nogle kulturelle mekanismer, der gør, at nogle typer – når de ser en kvinde online eller offline – synes, at de lige skal "prøve" at kommentere deres udseende eller efterspørge seksuelle ydelser, forklarer Maia Kalke Lorentzen.

TV2 Østjylland og TV 2 Echo har flere gange forsøgt at få en kommentar fra Facebooks danske afdeling, men de er ikke vendt tilbage.

Spørg Os - Formular

_

Burde ikke ske på Marketplace

Yasmin Balkan viste i første omgang tøjet ved at tage det på og fotografere sig selv, men efter flere uønskede seksuelle kommentarer om hendes krop, begyndte hun at lægge tøjet på gulvet for at tage billedet til salgsannoncen.

I samme ombæring frabad hun sig beskeder på annoncerne, der ikke omhandlede tøjet.

Men lige lidt hjalp det. Beskederne tikkede ind alligevel.

- Marketplace er ikke lige stedet at skrive, at man ser sød ud. Jeg føler ikke, at jeg inviterer til at lave camshow for 1000 kroner, fordi jeg sælger en top til 20 kroner.

- Bare fordi jeg sælger mit tøj, betyder det ikke, at jeg også sælger mig selv, konstaterer Yasmin Balkan.

Netop det at opleve chikanen på platforme, hvor man ikke forventer den, kan være særligt angstfremkaldende for kvinderne, siger Maia Kalke Lorentzen.

quote Det er helt klart ikke Facebooks første prioritet at holde deres kvindelige brugere sikre

Maia Kalke Lorentzen, researcher og konsulent i Cybernauterne

- For mange kommer det ikke som en overraskelse, at man kan støde på en lummer besked på en datingapp, men det kan være meget grænseoverskridende at blive seksualiseret i situationer, hvor man ikke selv har valgt det.

- Det burde være så hverdagsagtigt at sælge sine ting online, og hvis man ikke engang kan det uden at blive chikaneret, så kan man virkelig opleve at blive begrænset i sin bevægelsesfrihed online, siger Maia Kalke Lorentzen.

Kvinderne indskrænker sig selv

Yasmin Balkan delte sine oplevelser på sin Tiktok-profil, hvor flere i kommentarerne skrev om lignende oplevelser og gav Yasmin Balkan det simple råd: Marketplace er et sted, man bør holde sig fra at sælge som kvinde.

Af samme grund undlod hun også at give sin private adresse ud til købere og mødtes kun med folk offentlige steder for at aflevere det solgte tøj.

I dag er hun helt logget af den online markedsplatform og har gjort tøjet klar til at komme med på det lokale loppemarked.

Eksemplerne på, at kvinderne selvcensurerer, er et stort problem, fordi det så bliver op til kvinderne selv at afskærme sig fra ubehagelige oplevelser, mener Maia Kalke Lorentzen.

- Fordi chikanen kan være så ubehagelig, er det desværre meget almindeligt, at mange kvinder giver op og forsvinder fra platformene og på den måde indskrænker sig selv.

- Facebooks førsteprioritet er at tjene penge

Yasmin Balkan har flere gange anmeldt både beskeder og profiler på Facebook, men indtil nu uden held.

Og det kommer ikke bag på Maia Kalke Lorentzen, der i flere år har observeret, at "platformene gør så lidt som muligt" for at sikre et trygt digitalt rum.

- Det koster penge at have moderation, og det koster penge at miste brugere, der er blevet blokeret eller smidt af platformen, siger hun.

- Så det er helt klart ikke Facebooks førsteprioritet at holde deres kvindelige brugere sikre, det er deres førsteprioritet at tjene penge.

quote Det er vigtigt, at man ikke bebrejder sig selv, for du har lov til at være der

Maia Kalke Lorentzen, researcher og konsulent i Cybernauterne

TV2 Østjylland og TV 2 Echo har flere gange forsøgt at komme i kontakt med Facebook for blandet andet at få et svar på, hvorfor de ikke gør mere for at undgå denne seksuelle chikane på Marketplace. De er ikke vendt retur.

Maia Kalke Lorentzen har i sit arbejde med digital chikane samlet et par råd til sociale medier om, hvordan de kan sikre en tryg salgsoplevelse for kvinder.

- Platforme, der formidler kontakt og salg, kunne give mulighed for at screene beskederne for bestemte seksualiserede ord, og give dem, der skriver dem, en advarsel, siger hun og tilføjer:

- De kunne også tilbyde bedre muligheder for at anmelde folk og for, at man kan verificere brugerne, så man kan gå uden om de ikkeverificerede brugere, når man eksempelvis sælger sit tøj.

Brug MeToo-bevægelsen

Indtil det sker, så lyder rådene fra Maia Kalke Lorentzen til brugerne: At du sikrer dig, hvor meget information du lægger op om dig selv online, siger tydeligt fra og fortsat anmelder beskeder eller personer, der chikanerer.

Inspireret af MeToo-bevægelsen opfordrer Maia Kalke Lorentzen desuden kvinderne til, ligesom Yasmin Balkan har gjort, at dele sine historier med andre.

- Det er vigtigt, at man ikke bebrejder sig selv, for du har lov til at være der, og det er dem, der overskrider grænserne, der har et problem.

- Styrken ved MeToo-bevægelsen er, at du finder ud af, at det er systematisk, og at hundredvis har samme oplevelser, så brug det, og så kan skamfølelsen ryge lidt væk, siger hun.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik