"Selvom vi går efter tilbuddene, er det blevet dyrere": Så meget er prisen steget på bare en måned

Cheføkonom hos Forbrugerrådet Tænk anbefaler blandt andet, at man laver en madplan og handler efter den, hvis man vil spare penge.

Inflationen har taget sit højeste hop i over 30 år.

I februar 2022 steg det samlede forbrugerprisindeks – også kendt som inflation – med 4,8 procent i forhold til samme måned året før.

Det betyder ifølge Sydbank, at en gennemsnitlig dansk familie skal bruge 19.200 kroner ekstra om året.

To af de danskere, som kan mærke, at indkøbsvognen er blevet dyrere at fylde op, er pensionistparret Vibeke og Carsten Hansen.

Dem møder TV 2 i indkøbscentret Field's i København, hvor de netop har handlet ind i Bilka.

- Selvom vi går efter tilbuddene, er det blevet dyrere, fortæller Vibeke Hansen.

Parret er også begyndt at cykle mere, end de plejer, lyder det fra Carsten Hansen.

- Det er for at spare på benzinen, siger han.

Priser steget med flere procenter

Ifølge Morten Bruun Pedersen, som er cheføkonom hos Forbrugerrådet Tænk, er Vibeke og Carsten langtfra de eneste, der er begyndt at få øjnene op for de høje forbrugerpriser.

- Vi er ved at være der, hvor danskerne kan mærke prisstigningerne i deres hverdag. Når de handler, kan de se, at varer som eksempelvis kornprodukter, olieprodukter og babymad er steget i pris, siger han til TV 2.

Ifølge Danmarks Statistik er prisen på benzin steget med fem procent på bare én måned.

Også prisen på energi, føde- og dagligvarer steget på det seneste.

Og det skyldes i høj grad krigen i Ukraine og sanktionerne mod Rusland, lyder det fra flere eksperter.

Udklip

Men det er forskelligt, hvor hårdt danskerne mærker stigningen i forbrugerpriserne.

- Hvis man eksempelvis kigger på energiaspektet, er det afgørende, om man benytter naturgas eller fjernvarme til at opvarme din bolig, siger Morten Bruun Pedersen.

For naturgas er lig med en dyrere varmeregning, end hvis du benytter fjernvarme, da Vesten har indført hårde sanktioner over for russisk gas.

Sådan skruer du ned for din forbrug

Udover at anskaffe sig en billigere varmekilde til sin bolig bør man også være mere bevidst om sin adfærd som forbruger, hvis man ønsker et større rådighedsbeløb, fortæller Morten Bruun Pedersen.

Blandt andet kan man lave en ugentlig madplan og handle ind efter den, så udgifterne til mad ikke bliver unødvendigt høje.

Derudover er det en god ide at købe genbrugstøj frem for nyt tøj og undgå unødvendige køb.

Man kan også gøre som Vibeke og Carsten Hansen – efterlad bilen i garagen og tag cyklen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik