Skoleledelse beskyttede voldtægtssigtet lærervikar: - Han er bare et kærligt menneske

Skoleledelse risikerer retsligt efterspil efter at have siddet talrige advarsler overhørig, afslører TV 2.

Der gik chokbølger gennem Rudersdal Kommune, da det i efteråret 2023 kom frem, at en 27-årig tidligere lærervikar på Søholmsskolen var sigtet for voldtægt af en mindreårig elev.

Nu konkluderer en undersøgelse, at skolens ledelse gentagne gange blev advaret om upassende adfærd fra lærervikaren.

Eksempelvis blev ledelsen informeret om, at han skulle have rørt en elev på låret tæt på skridtet gennem et hul bukserne og skrevet flirtende beskeder over snapchat til flere.

- Det er vores vurdering, at den daværende skoleledelse på Søholmsskolen i flere tilfælde og uafhængigt af hinanden modtog indberetninger fra elever, forældre til elever og ansatte (...) og at den daværende ledelse ikke agerede tilstrækkeligt, betids og korrekt på de oplysninger, der blev videregivet til skoleleden om den pågældende vikars adfærd, står der blandt andet i den 200 siders lange rapport fra Kammeradvokaten, som TV 2 er i besiddelse af.

Særligt to ledere, der havde ansvaret i skoleåret 2021/2022, har svigtet, vurderer kammeradvokaten.

- Det er vores vurdering, at to personer i den daværende skoleledelse hver især har begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at der foreligger grundlag for, at Rudersdal Kommune søger dem draget til ansvar.

TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra de to skoledere. De er ikke vendt tilbage.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Om advokatundersøgelse

  • Advokatundersøgelsen er bestilt og betalt af Rudersdal Kommune og lavet af Kammeradvokaten, statens faste advokat. 

  • Den har haft til formål at afdække ansvar i sagen samt mulige konsekvenser heraf. 

  • Undersøgelsen er gennemført i perioden 21. september 2023 til 15. januar 2024.

  • Der er blandt andet blevet gennemgået 9,9 millioner mails og 52.000 aulabeskeder.

  • Kammeradvokaten konkluderer blandt andet, at skoleledelsen groft har tilsidesat deres undersøgelses- og underretningspligt, og at der er grundlag for, at de drages til ansvar.

Kilde: Kammeradvokatens undersøgelse

Bekymrede forældre slog alarm

Den første advarsel om lærervikaren kom i 2017. Her fortalte en kvindelig lærer til skolens ledelse, at hun ikke mente, at lærervikaren burde undervise i hendes 3. og 6. klasser på grund af vikarens flirtende adfærd over for eleverne. Det ønske blev respekteret af ledelsen, men vikaren fortsatte som underviser i andre klasser.

Herefter fulgte en række henvendelser fra lærere og forældre. Særligt fra 2021 tog advarslerne til.

Eksempelvis orienterede en lærer i sommeren 2021 ledelsen om, at vikaren havde delt upassende billeder af sig selv til elever via det sociale medie Snapchat.

quote Han krammer også mig. Han er bare et kærligt menneske

Skoleleder om lærervikaren under samtale med bekymret forælder

Få måneder efter i november 2021 blev skolens ledelse kontaktet af bekymrede forældre, der fortalte, at de – af andre forældre – var blevet orienteret om, at vikaren skulle have berørt deres datters lår igennem et hul i bukserne, tæt på skridtet. Pigen gik i 6. klasse. Forældrene fortalte, at vikaren var upassende over for klassens piger.

Netop den episode har kammeradvokaten lagt særligt vægt på.

- Det er vores vurdering, at der er tale om væsentlig tilsidesættelse af undersøgelsespligten, navlig ved at ledelsen ikke undersøgte de gentagne henvendelser om upassende og muligvis strafbare adfærd over for en elev, der gik i 6. klasse, står der i undersøgelsen.

Ledelsen har ellers pligt til at iværksætte en undersøgelse i sådanne sager, ligesom den ifølge loven er forpligtet til at underrette kommunen, hvis der er mistanke om mistrivsel blandt elever. Det er heller ikke sket, vurderer kammeradvokaten.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Hvad ved vi om sagen?

  • En 27-årig tidligere lærervikar er sigtet for at have voldtaget en pige under 15 år.

  • Ifølge TV 2s oplysninger skete det før sommeren 2022 på Søholmskolen i Birkerød. Den 27-årige var lærervikar på skolen og pigen elev. 

  • Han er desuden sigtet for vold ved at have givet pigen en lussing inden voldtægten og vidnetrusler ved at have truet pigen til ikke at fortælle noget om overgrebet til nogen.

  • Han nægter sig skyldig i alle anklager. 

  • Rudersdal Kommune har afholdt 100 børnesamtaler og på den baggrund anmeldt flere sager til politiet.

  • To ledere, som havde et ledelsesansvar på tidspunktet for voldtægten, er hjemsendt. Det er samme ledere, som kammeradvokaten nu vurderer kan drages til ansvar. 

  • Om lederne vil blive fyret eller draget strafferetligt til ansvar, vides endnu ikke. 

Først fyret i 2022

Også i 2022 modtog skoledelsen en række henvendelser fra bekymrede lærere og forældre.

Blandt andet kontaktede en afgangselev ledelsen.

Hun beskrev i detaljer vikarens grænseoverskridende adfærd over for eleverne på sociale medier.

- Han følger størstedelen af eleverne på skolen på både Instagram, Tiktok og Bereal og ikke mindst liker alle vores billeder, lød det blandt andet i advarslen, hun sendte på Aula.

- Jeg tror, at vi er enige om på begge matrikler (skolens Toftevang- og Bistrup-afdeling, red.) på 9. årgang, at han er meget upassende og over grænsen.

Af advokatundersøgelsen fremgår det, at ledelsen kortvarigt hjemsendte vikaren efter denne henvendelse. Men efter at have haft vikaren til en tjenestelig samtale vurderede ledelsen, at han kunne vende tilbage til jobbet dagen efter.

Først da en forældre senere på måneden henvente sig til ledelsen og beskrev, at vikaren blandt andet havde skrevet til hendes datter, at hun var "skøn", "rar", "rolig" og "moden", blev vikaren endeligt fyret.

Efterfølgende er den 27-årige lærervikar blevet sigtet for voldtægt af en elev på skolen. Han nægter sig skyldig.

Forsvarede vikaren

Overordnet vurderer Kammeradvokaten, at ledelsen på skolen har vægtet hensynet til vikaren højere end hensynet til børnene.

Det konkluderes blandt andet på baggrund af udtalelser fra de to ledere.

Det er blandt andet beskrevet, hvordan den ene leder under et møde med en bekymret forælder i 2022 udtaler, at hun som leder "har et ansvar for at passe på sine medarbejdere, og at det ikke må blive en heksejagt".

Lederen siger desuden til moren, at lærervikaren er "sød og meget kærlig" og udtaler: "Jeg er en ældre dame, han krammer også mig. Han er bare et kærligt menneske".

På daværende tidspunkt var lederen bekendt med en lang række anklager mod vikaren.

Generelt fremgår det af undersøgelsen, at de to ledere i flere tilfælde enten har affejet eller helt ignoreret de henvendelser, de fik fra lærere, forældre og elever.

- Det er vores vurdering, at de to ledere ikke har overholdt pligten til at sikre elevernes elementære og grundlæggende ret til et godt undervisningsmiljø, således at undervisningen kan foregå sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt, skriver Kammeradvokaten.

Der er også flere eksempler på, at ledelsen har fortalt sine medarbejdere, at "sagerne var håndteret", uden at lærerne kunne få svar på, hvordan sagerne var håndteret.

Opsang til kommunen

Kammeradvokaten har også undersøgt, om forvaltningen, altså Rudersdal Kommune, har svigtet i sagen.

Overordnet lyder konklusionen, at kommunen kun i "meget begrænset omfang" har modtaget information om vikarens adfærd, og at kommunen i de tilfælde har ageret tilstrækkeligt.

Dog vurderer Kammeradvokaten, at kommunen i højere grad skulle have sikret sig, at alle medarbejdere på skolen – især ledelsen – var bekendt med de nødvendige pligter og procedurer.

Derudover fremgår det, at Rudersdal Kommune ikke har overholdt kravet om, at kommunalbestyrelsen skal revidere beredskabet omkring grænseoverskridende adfærd løbende efter behov, dog med maksimalt fire års interval.

TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra Rudersdal Kommune. Det har endnu ikke været muligt.

Skal diskuteres på møde

De to ledere er på nuværende tidspunkt hjemsendt. Om det får yderlige konsekvenser for dem, vides endnu ikke.

Undersøgelsen skal diskuteres på et møde i Børne- og Skoleudvalget onsdag klokken 9.

TV 2 følger sagen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik