Overborgmester i Københavns Kommune, Frank Jensen, deler politiets bekymring for de store forsamlinger, der de seneste dage har vist sig flere steder i hovedstaden.
Han peger særligt på tre områder, hvor problemet er stort:
- Islands Brygge
- Amager Strand
- Sandkaj i Nordhavnen.
- Efter at vi har fået det gode vejr, er alt for mange mennesker stimlet sammen for tæt på hinanden. Der er ingen tvivl om, at det skaber en stor risiko for smittespredning ved de her hotspots, siger Frank Jensen.
Fredag formiddag drøfter Københavns Kommune derfor med politiet, hvordan man i samarbejde kan løse problemet.
- Vi overvejer sammen med Københavns Politi situationen på de her tre steder. Det er politiet, der har myndigheden, men vi samarbejder med politiet om, hvordan det her kan eksekveres, siger overborgmesteren.
Kan ende med opholdsforbud
Rigspolitichef Thorkild Fogde kom torsdag aften med en løftet pegefinger til dem, der samlede sig i solen, og advarede om, at det kan medføre et opholdsforbud.
Det vil betyde, at man ikke må sætte sig på græsplæner eller bænke på udvalgte områder.
Torsdag fortalte Thorkild Fogde til TV 2, at Rigspolitiet er i færd med at indsamle oplysninger fra politikredsene, så man får en idé om omfanget af problemet på landsplan.
- Vi har set nogle enkeltstående problemstillinger, som er uacceptable. Er det en landsdækkende situation, vil vi kigge på de enkelte steder, og så kan der komme opholdsforbud, sagde han.
Politiet kan lukke bestemte områder ned
Forsamlingsforbuddet, der medfører et loft for forsamlinger på maksimalt 10 personer, gælder både i det offentlige rum og ved private arrangementer. Det blev indført 17. marts, efter en hastestramning blev vedtaget i Folketinget.
Dermed fik politiet med en hastelov mulighed for at forbyde adgangen til bestemte områder, hvor der er mistanke om, at flere end ti personer vil forsamle sig.
Med den nye lov vil politiet eksempelvis kunne forbyde adgangen alene på antagelsen af, at en gruppe vil forsamle sig på stedet, hvor de med den tidligere lov først kunne gribe ind, når der var en konkret forsamling på stedet.