Æggeuret tikker: Imani skal blive gravid i en fart i ny forestilling

I forestillingen REBOUND på Mungo Park går jagten ind på en ny "baby daddy", da den unge Imani finder ud af, at hun kun har få æg tilbage.

Det er historien om den 28-årige Imani, der har nogenlunde styr på sit liv. 

Men ved et tilfælde finder hun hos gynækologen ud af, at hendes æg-reserve er tæt på ikkeeksisterende, og hvis børn skal på listen, skal de tilføjes nu.

quote Det er jo ofte i de alvorlige og tragiske livsspørgsmål, at det allersjoveste opstår

Anna Malzer, teaterdirektør, Mungo Park

Det er setuppet, når der fredag den 26. maj er premiere på forfatter Saynab Farah Dahirs dramatikerdebut REBOUND - et stykke skrevet til Mungo Park, der bliver fremført i teatrets foyer.

- Det er en blanding af stand-up og teater, og de to elementer skaber et fælles tredje, som er en hybrid-genre, jeg godt vil vise publikum, fortæller Mungo Parks direktør, Anna Malzer, til TV 2 Kosmopol. 

- Især nu, hvor det er sommer, og man måske har lyst til en mere åben teaterform, siger hun.

En joke er først sjov, hvis der er noget på spil

Det er skuespilleren Marie-Lydie Nokouda, der spiller den unge kvinde Imani - og hun spiller i øvrigt også stykkets andre roller.

Da det står decideret sløjt til med Imanis æg, og hun ydermere bliver forladt af sin kæreste, kaster hun sig ud i en hæsblæsende jagt efter en "baby daddy" på det moderne datingmarked med alt, hvad dertil hører af running dinners, akavede flirts i Netto og dating apps.

- Det er jo en alvorlig tematik ikke at have flere æg tilbage og gerne ville have et barn. Så det er jo ikke specielt sjovt, men det er ofte i de alvorlige og tragiske livsspørgsmål, at det allersjoveste opstår. Det er dér, det kan blive absurd. En joke er jo først sjov, hvis der er noget på spil, fortæller Anna Malzer. 

Et teater-take på den romantiske komedie

Forestillingen er et livtag ned romcom-genren. Altså den romantiske komedie, som især er kendt fra film og typisk er fuld af romantiske klichéer. Og det er noget af en udfordring, fortæller skuespiller Marie-Lydie Nokouda.

(Artiklen fortsætter efter billedet.

Marie-Lydie Nokouda som Imani med "sine æg" i forestillingen REBOUND.
Marie-Lydie Nokouda som Imani med "sine æg" i forestillingen REBOUND.

- Jeg er egentlig ikke så vild med romcom. Jeg synes, det er patetisk, du ved, musikken, violinerne, alle følelserne, det bliver lidt meget på én gang. Men, jeg synes, det er interessant at trække lige præcis den genre op på scenen, for det har jeg ikke prøvet før, siger skuespilleren med et stort smil.

Romantik og komplekse løsninger

Den romantiske komedie slutter jo altid lykkeligt , men på Mungo Park er det med et twist.

- Den genre ender altid med at gå op på en helt perfekt måde, hvor man får alt det, man havde ønsket sig, men sådan er livet jo ikke i virkeligheden. Ofte finder man løsninger, der er uden for det, man drømte om, og så finder man ud af, at man kan komme videre på en ny måde, siger Anna Malzer.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Teaterdirektør på Mungo Park, Anna Malzer, lover publikum en sjov og tankevækkende forestilling.
Teaterdirektør på Mungo Park, Anna Malzer, lover publikum en sjov og tankevækkende forestilling.
Foto: Stine Sylvestersen/TV 2 Kosmopol

REBOUND er en co-produktion mellem Mungo park og Teater danskdansk, hvor instruktøren, Sandra Yi Sencindiver, kommer fra. Stykket er skrevet af forfatter Saynab Farah Dahir, som har udgivet flere ungdomsromaner på Gyldendal. 

Direktør Anna Malzer lover, at publikum vil opleve en forestilling fuld af romantik, sjov og indhold.

- Man går glad ud herfra, men vi forsøger også at give en mere kompleks løsning på de livsproblemer, der bliver serveret, slutter Anna Malzer.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik