Farten er faldet markant, og antallet af bilister, der står til en bøde er raslet ned. Vi bilister har fået respekt for de stærekasser, der står i vejsiden i blandt andet Måløv og Albertslund og blitzer os, hvis vi bryder fartgrænserne.
Vejdirektoratet har netop evalueret det første år af det pilotprojekt, de har haft med stærekasser, og farten er faldet på alle de 20 strækninger, der er med i projektet. I gennemsnit er farten faldet med otte kilometer i timen, men effekten varierer fra sted til sted.
- Det er altså meget, at farten er blevet sænket med 3-13 km/t. Det er jo gennemsnitlige sænkelser, så det er udtryk for, at rigtig mange bilister har sat farten ned, og det er virkelig godt for trafiksikkerheden, siger Marianne Foldberg Steffensen, der er afdelingsleder i Vejdirektoratet.
- Det kommer faktisk bag på os, at stærekasserne har virket så hurtigt, altså at bilisterne i løbet af så kort tid har sat farten så meget ned, siger Marianne Foldberg Steffensen.
Resultat af de fire stærekasser i hovedstadsregionen
Stærekasserne på Måløv Byvej i Måløv
Vestlig retning: 3262 bøder, 387 klip, bødesum: 5.600.000 kroner.
Østlig retning: 6252 bøder, 554 klip, bødesum: 9.583.000 kroner.
Stærekasserne på Roskildevej i Albertslund
Østlig retning: 1429 bøder, 211 klip, bødesum: 4.451.000 kroner
Vestlig retning: 4595 bøder, 506 klip, bødesum 8.032.500 kroner
Kilde: Vejdirektoratet. Periode for kontrol: 1. oktober 2018 til 31. december 2019
Det er især de bilister med den tungeste speederfod, der har sænket farten ved stærekasserne, og det vækker glæde i Vejdirektoratet.
- Hastighed er en af de allerstørste årsager til ulykker, og det er en af de afgørende faktorer for, om en ulykke bliver rigtig alvorlig. Der er en kæmpe stor forskel for en cyklist eller fodgænger, der bliver ramt af en bil, om bilisten før ulykken kørte med eksempelvis 50 eller 60 kilometer i timen, siger Marianne Foldberg Steffensen.
Venstre og Radikale vil opsætte flere stærekasser
Vejdirektoratet kalder hastighedsnedsættelserne for markante, og understreger, at trafiksikkerheden vil blive forøget, hvis man opsætter flere stærekasser. Men Vejdirektoratet vil ikke selv tage stilling til, om det skal ske, da kontroltrykket i Danmark reguleres politisk.
Transportminister Benny Engelbrecht vil ikke interviewes om, hvorvidt der skal opsættes flere stærekasser, men i et skriftligt svar skriver han til TV 2 Lorry, at evalueringen af pilotprojektet med stærekasserne vil influere regeringens holdning.
"Den evaluering har jeg sendt til Færdselssikkerhedskommissionen med henblik på, at resultatet af kommissionens behandling kan indgå i forbindelse med regeringens stillingtagen," skriver transportminister Benny Engelbrecht i en mail til TV 2 Lorry.
Både formanden og næstformanden i Færdselssikkerhedskommissionen er til gengæld sikre i deres sag. De sidder i Folketinget for henholdsvis de Radikale og Venstre, og de vil begge have sat flere stærekasser op.
Fart i trafikken er et stort problem, og desværre ser vi, at antallet af dræbte i trafikken er begyndt at stige, og det skal vi altså sætte ind over for
- Vi har en stor udfordring i Danmark med at trafikkontrollen er for ringe, og flere stærekasser skal indgå som en del af den måde, vi forøger sikkerheden i trafikken, siger Andreas Steenberg, der er formand for Færdselssikkerhedskommissionen og transportordfører for de Radikale.
- Vi skal have opstillet stærekasser på de steder, hvor vi ved, at der opstår farlige situationer på grund af fart. Det vil redde menneskeliv, siger Kristian Pihl Lorentzen, der er næstformand for Færdselssikkerhedskommissionen og transportordfører for Venstre.
Kristian Pihl Lorentzen er glad for, at evalueringen viser, at stærekasserne har stor effekt. Men han er ikke overrasket, for han har længe kigget misundeligt til Sverige, hvor over 1000 stærekasser er med til at forøge trafiksikkerheden.
- Jeg tør ikke komme med et tal for, hvor mange stærekasser vi bør have i Danmark. Men vi skal helt sikkert have lavet en gradvis udbygning. Vi skal derfor have politiet og Vejdirektoratet til at komme med en anbefaling over farlige steder, hvor stærekasser vil have en effekt, og så skal vi have sat stærekasserne op, siger Kristian Pihl Lorentzen fra Venstre, der bliver bakket op af Andreas Steenberg fra Radikale.
- Hvis Vejdirektoratet og politiet peger på 50 relevante steder, så må vi sætte 50 stærekasser op, og hvis de peger på 200 steder, så er det det antal, vi skal have op. Jeg vil ikke selv komme med et tal, som jeg så kan blive hængt op på, for det må ikke ende som en pengemaskine, men skal handle om trafiksikkerhed. Derfor skal antallet bero sig på faglige anbefalinger, siger Andreas Steenberg.
Både Venstre og Radikale peger på, at stærekasserne kan have en stor effekt både på landeveje og i byerne, og at de sammen med politiets nuværende flåde af mobile fotovogne kan være med til at bringe antallet af trafikdræbte ned.
- Fart i trafikken er et stort problem, og desværre ser vi, at antallet af dræbte i trafikken er begyndt at stige, og det skal vi altså sætte ind over for. Jeg håber, at vi bredt på Christiansborg kan blive enige om at øge kontrollen, siger Andreas Steenberg.