Lejerbo står bag beboerkrav om bevogtning i Mjølnerparken

Lejerbo København deler beboerønske om politibevogtning i Mjølnerparken efter fem skudepisoder i området

Lejerbo København står bag ønsket hos beboerforeningen i Mjølnerparken om politibevogtning i det almennyttige boligområde.

Et krav, som er fremsat af beboerforeningens formand, Søren Dalsgaard, efter torsdagens skuddrab på en 22-årig mand - den femte skudepisode i området siden sommer.

- Det bakker vi 100 procent op om. Vi forstår i den grad, hvor svært det er at være beboer i Mjølnerparken og den frustration og utryghed, der er, siger forretningsfører Steffen Boel Jørgensen, Lejerbo København.

- Jeg ved godt, det er meget utraditionelt, men man er nødt til at vise de 2000 borgere i Mjølnerparken, at de også er omfattet af civilisationens grundydelser, siger han.

Skyderi ved højlys dag

Modsat andre skyderier, der er sket om aftenen og natten, foregik torsdagens skyderi om eftermiddagen. Det er en afgørende ny situation, lyder det fra forretningsføreren.

- Det, der gør det ekstra slemt, er, at nu sker det også ved højlys dag, og at man åbenlyst går efter at dræbe tilsyneladende tilfældige ofre. Det kan dårligt blive værre, siger Steffen Boel Jørgensen.

quote Jeg tror ikke, at et privat vagtværn kan gøre noget ved de her typer. Vi taler jo ikke om ballade ved en halfest.

Steffen Boel Jørgensen, forretningsfører hos Lejerbo København.

Han afviser, at boligforeningen selv kan løse problemet ved at postere egne vagter.

- Jeg tror ikke, at et privat vagtværn kan gøre noget ved de her typer. Vi taler jo ikke om ballade ved en halfest.

- Det andet er, at vi jo ikke skal overtage en myndigheds opgave på en selvtægtsagtig måde, som også vil påføre vores lejere ekstra udgifter, siger Steffen Boel Jørgensen.

"Meget populært sted at bo"

Lejerbo har hidtil ikke haft problemer med at udleje boligerne i Mjølnerparken, men det kan den seneste tids uro måske ændre.

- Det har altid været et meget populært sted at bo, og der er ingen tomme lejligheder. Men flere kommer og siger, at nu er det for meget, specielt hvis de har børn.

- Men det er det mindste af det. Det her er et samfundsproblem, der handler om beskyttelse af borgerne, siger Steffen Boel Jørgensen.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik