Oversigt

Seneste nyt

41-årig kræves anbragt på Sikringen for drab på psykiater

Står det til anklagemyndigheden, skal den 41-årige mand, som er tiltalt for drabet på psykiateren Mariann Stenberg, anbringes på en psykiatrisk afdeling uden længstetid.

Det siger specialanklager Peter Rask i Retten i Glostrup. Her er retssagen om drabet tirsdag gået i gang.

I en mentalundersøgelse fra marts 2024 er det vurderet, at det skal ske på den særligt sikrede psykiatriske afdeling Sikringen i Slagelse.

Den tiltalte nægter sig skyldig. Det siger hans advokat Luise Høj.

Hun henviser blandt andet til straffelovens paragraf 16. Den handler om, at personer, som på gerningstidspunktet var utilregnelige, ikke kan straffes.

Ifølge tiltalen mødte den 41-årige mand i slutningen af juli 2023 op på Retspsykiatrisk Ambulatorium på Brøndbyøstervej. Her stak han ifølge anklagen den 66-årige psykiater og to andre medarbejdere med kniv.