Iskold Danmarksmester svømmer sine smerter væk

For 7 år siden havde Catherina Høgdahl så mange smerter, at hun havde svært ved at leve et normalt liv. I dag har det iskolde vinterhav og den daglige dukkert næsten kureret hende.

Det er en blæsende januar morgen. Vandet nærmer sig temperaturer, som sender kuldegysninger igennem de mest hårdhudede af os. Men Catharina Høgdal synker ned i vandet uden den mindste grimasse. 

For når sommervejret har forladt Danmark og de fleste af os har forladt badevandet for længst, så fortsætter Catharina Høgdal med at svømme.

quote Jeg kunne ikke komme nogen vegne selv. Jeg var afhængig af andre. Jeg var reduceret til ingenting, følte jeg.

Catherina Høgdal, Danmarksmester i Issvømning.

For syv år siden sprang den smerteplagede Catharina Høgdal i havet. Siden er hun ikke stoppet med at svømme, og smerterne er forsvundet. 

Hendes daglige dukkert og kærligheden til det kolde vand har ikke kun vundet hende en smertefri hverdag. Det har også resulteret i, at Catharina Høgdal i 2020 kunne kalde sig for den første Danmarksmester i issvømning. 

Kunne ikke gå

For syv år siden blev den dengang 23-årige Catherina Høgdahl ramt af kroniske smerter i knæene. Efter adskillige forsøg på udredninger, måtte lægerne give fortabt. Løsningen blev i stedet stærke smertestillende.

- Jeg endte på 1800 mg smertestillende om dagen og gik rundt i en osteklokke. Jeg kunne ikke tænke, siger Catherina Høgdal. 

Smerterne var faktisk så voldsomme, at Catharina Høgdal i lange perioder havde svært ved at gå selv.

- Jeg boede heldigvis på kollegie, så når vi var til fest, så var de rigtigt søde til at tage mig på ryggen, eller jeg kunne sidde på min cykel og holde fast i dem. Men jeg kunne ikke komme nogen vegne selv. Jeg var afhængig af andre. Jeg var reduceret til ingenting, følte jeg, siger Catharina Høgdal. 

En skæbnesvanger dukkert

Den 16. maj 2014 skulle vise sig at blive et vendepunkt i Catharina Høgdals liv. Sammen med sin mor var hun taget ned til Svanemøllen Strand. Her blev hun grebet af idéen om at hoppe i bølgerne blå.

- Jeg insisterede på, at vi skulle i vandet. Det var i maj, og vi var ikke vinterbadere, så vi syntes, at det var vildt koldt, siger Catharina Høgdal.

Mødet med det kolde vand var en befriende oplevelse for den smerteramte Catharina Høgdal.

- For første gang så grinede jeg, sådan rigtigt grinede. Det sætter gang i alt muligt i kroppen, også selvom det er i maj, man hopper i vandet, fortæller Danmarksmesteren i issvømning.

Dagen efter var Catherina Høgdal igen at finde i vandet. Svømning viste sig nemlig at være en af de eneste aktiviteter, som hendes knæ kunne bære.

- Jeg kunne ikke gå, jeg kunne ikke cykle. Jeg kunne ingenting. Svømme det kunne jeg, fordi der var vægten væk fra knæene, så det gjorde ikke ligeså ondt, siger Catharina Høgdal. 

Svømningen blev fast inventar i Catharina Høgdals hverdag, og lidt efter lidt gav smerterne slip.

VM i Siberien 

Langsomt blev distancerne længere, og vandet koldere. Da sommer blev til vinter, og Catharina fortsat var i vandet, udløste det klapsalver i saunaen og anerkendende blikke fra andre vinterbadere.  

En dag foreslog en af dem, at Catharina kunne deltage i VM i issvømning.

- Det lød simpelthen så vanvittigt oppe i mit hoved, og jeg havde brug for vanvid på det tidspunkt, siger Catharina Høgdal. 

Beslutningen blev hurtigt taget. Både mor, far og Catharina Høgdal, bedre kendt under deres holdnavn: "Team On the Rocks", rejste til Sibirien for at deltage i verdensmesterskabet i issvømning.

Målet var at kunne svømme 25 meter i det kolde vand, men Catharina Høgdal overgik sine egne forventninger og svømmede 50.  

Hvad er issvømning?

Issvømning er svømning der foregår i vand, der er under 5 grader. 

Til stævner foregår issvømning normalt i svømmebanelængder, dvs. 25-meter, men til nogle stævner svømmes længere afstande.


Man kan kalde sig issvømmer så snart man kan tage 10 svømmetag i vand under 5 grader, og det er muligt at deltage i både nationale og internationale stævner, så snart man kan svømme 25 meter.


Sporten udøves i normalt badetøj, med badehætte og svømmebriller. Det anbefales at man svømmer med en "havtaske", der gør det lettere at se én i vandet.


I Danmark blev det første nationale stævne i issvømning afholdt i 2020 i Gilleleje. 


Kilde: iceswimmer.com

Catherina Høgdal havde forestillet sig, at det skulle hendes eneste VM, men oplevelsen i Sibirien gjorde, at hun for alvor blev bidt af issvømning og fællesskabet mellem atleterne.

- Det var en vild oplevelse. Jeg troede egentlig, at det skulle være en engangsting. Men det fællesskab, der er omkring omkring vintersvømning er bare så fedt, siger Catharina Høgdal. 

Svømmer mod verdens bedste

I dag rejser Catharina Høgdal vidt og bredt for at deltage i internationale stævner i issvømning. 

Stævnerne foregår i åbent vand, ofte i floder eller havneløb, og vandet er så koldt, at man ofte må save et tykt lag is af for komme ned til vandet. 

Kulden mærker Catharine Høgdal dog ikke længere. 

- Når man går i vandet, så tænker man ikke så meget over, hvor koldt det er. Det er jo et stævne. Der sidder publikum, der er kommentatorer på, og man står ved siden af dem, som man svømmer mod, siger Catharine Høgdal. 

De Ukendte Danmarksmestre

Hvem er De Ukendte Danmarksmestre? De er dedikerede, passionerede og målrettede, selvom de nok hverken bliver rige eller berømte af det, de gør. De er Danmarksmestre i nicher, som rampelyset kun sjældent rammer. 


I denne serie kan du møde De Ukendte Danmarksmestre, hvor du blandt andet kan læse om Danmarksmesteren i taekwondo eller om Danmarkmestrene i petanque, der er bedste venner

Selvom hun tog til VM i Slovenien med titlen som Danmarksmester i bagagen, måtte Catharina Høgdal se sig slået af sine konkurrenter. 

I Slovenien blev det til en 14. plads ud af de 14 deltagere, der gennemførte 1000 meter i det frysende vand. Konkurrencen på den internationale scene er nemlig benhård.

- Til VM er det tidligere elitesvømmere. Og jeg svømmer fordi jeg godt kan lide det, men jeg aldrig trænet svømning. Jeg har bare startet, fordi jeg syntes, det var sjovt, siger Catherina Høgdal. 

Målet er en "Ice-mile"

Selvom Catharina Høgdal har lange udsigter til at kunne slå elitesportsudøverne til VM, så er målet og ambitionerne stadig sat højt.

Det nyeste mål er at kunne svømme et såkaldt "Ice-mile", der svarer til at svømme 1,6 kilometer i vand, der er koldere end 5 grader. Og med de ubesværede svømmeture, Catharina dagligt tager i det tre grader kolde vinterhav, må målet siges at være inden for rækkevidde.

Selvom Catharina Høgdal endnu har til gode at stå på det internationale prispodie, så har hun allerede vundet den største præmie ifølge hende selv.

- I dag er jeg rask. Jeg er ovenpå, og jeg har det godt. Jeg har en hverdag, der er god og et helbred, der er godt, siger Catharina Høgdal. 




Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik