Kassen var tom: Finanslov vækker varm glæde Dragør

Dragør og en række andre kommuner kan nu igen gøre sig håb om at få statsligt tilskud til deres fjernvarmeprojekter.

Flere kommuner følte sig efterladt på perronen, da de tidligere i år forsøgte at få del i den statslige fjernvarmepulje, der bidrager til kommunale fjernvarmeprojekter. 

For ifølge reglerne skal kommunerne have et fikst og færdigt fjernvarmeprojekt klar på skrivebordet, før de kan søge støtte. Og det havde de ikke i blandt andet Dragør, Tårnby og Solrød. Så da de endelig var klar til at søge - ja så var puljen tom, og de fjernvarmehungrende kommuner stod tilbage med en lang, kold næse.

Men nu er der håb. I den brede finanslov, der i dag blev præsenteret, er der afsat 150 millioner til at fjernvarmepuljen kan leve videre næste år. Og det er en melding, der luner hos Dragørs borgmester, den konservative Kenneth Gøtterup..

- Nu står vi med støvlerne på og er klar til at søge, siger han til TV 2 Kosmopol.

Puljen er for lille

Hvis Dragør får det beløb, de beder om, så kommer det til at gøre et væsentligt indhug i puljen. Kommunen søger nemlig om 72 millioner kroner.

- Derfor var vi også en række borgmestre, der henvendte os tidligere i efteråret og efterlyste en fjernvarmepulje, som rummer 450 millioner. Nu blev det så kun 150, og det er da et godt skridt på vejen, lyder det fra borgmesteren.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Formular

_

Dragør Kommune har netop modtaget det officielle afslag på ansøgningen til dette års pulje. Nu håber Kenneth Gøtterup på at systemet justeres.

 - Vi vil da gerne have, at man trækker afslaget til de kommuner, der har fået nej, tilbage og dermed prioriterer dem, siger han.

Det var sidste års energikrise, der satte ekstra skub i udrulningen af fjernvarmeprojekter. Og netop i Dragør var mange borgere hårdt ramt af energikrisen, fordi en stor andel af dem har naturgas - en energikilde, der særligt i krisens første del blev meget dyr at varme sin bolig op med.

En god nyhed

Brancheorganisationen Dansk Fjernvarme roser regeringen og Folketingets partier for at anerkende arbejdet med udfasningen af naturgas ved at føre fjernvarmepuljen over til 2024

- Det er en rigtig god nyhed. Både for fjernvarmeselskaberne, for boligejerne og for vores sikkerhedspolitiske udfordringer, at regeringen og Folketinget sætter handling bag ordene, så vi nu kan fortsætte med at smide den sorte naturgas på porten, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme i en pressemeddelelse fra organisationen.

Også i Dansk Fjernvarme er der fokus på, at de 150 millioner, regeringen og resten af Folketinget minus Enhedslisten, nu afsætter - ikke er nok.

- Dansk Fjernvarme opfordrer til, at vinterens og forårets forhandlinger om fordeling af midler fra den grønne fond tilgodeser fjernvarmepuljen, så der er vished for de resterende projekter, som ikke får del af de første 150 mio. kroner i fjernvarmepuljen for 2024, samt de projekter, der endeligt færdiggøres i 2024 og har behov for statslig støtte, hedder det i pressemeddelelsen.

Se vores indslag om skuffelsen i Dragør Kommune, da det i oktober gik op for dem, at fjernvarmepuljen var tom.

Dragør Kommune havde gjort sig forhåbning om statslig støtte til et stort fjernvarmeprojekt, der skal afløse dyre gas- og oliefyr. Men da de var klar til at søge, var kassen tom.









 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik