Robot-Rasmus, er de begyndt at kalde ham i skolen. Med god grund.
For siden coronapandimien for et års tid siden brød ud i lys lue herhjemme, har 12-årige Rasmus Dalsten fra Herlev ikke været til stede fysisk i klasseværelset på specialskolen Gl. Hjortespring Skole.
I stedet har hans tilstedeværelse i klassen været personificeret i form af en tablet og en online mødeplatform påmønstret hovedet af en slags hjemmelavet mannequin iført en af Rasmus’ t-shirts.
En robot, hvis man altså besidder lidt fantasi.
Men et år er lang tid for en 12-årig knægt med en lungesygdom at skulle leve i isolation og uden den daglige, sociale kontakt til klassekammeraterne.
Se overraskelsen i videoen:
Så når Rasmus ikke kunne komme til skolen, måtte skolen komme til Rasmus, blev lærere og elever i 6.C enige om.
Derfor mødtes de fredag formiddag på en parkeringsplads tæt på Rasmus’ hjem og gjorde klar til at hylde klassekammeraten i bedste sølvbryllupsstil.
I tre uger har de planlagt overraskelsen med kage, sang og en æresport i togtema – en passion af Rasmus’.
- Vi synes, han skulle have en æresport, fordi han har kæmpet så meget her under corona, siger Majken Boeskov Gabrielsen, der går i klasse med Rasmus.
Rasmus Dalsten går i specialskolen i Herlev, fordi han har autisme. Men hans nedsatte lungefunktion gør ham særligt sårbar, skulle han blive smittet med coronavirus.
Så derfor er dagens overraskelse timet og tilrettelagt, så den ske med god afstand til hovedpersonen.
Af sted det går, og med æresporten sat op foran hoveddøren til Rasmus’ hjem stemmes dørklokken.
Frem i lysningen træder dagens mand.
Klassen bryder ud i en sang skrevet til lejligheden baseret på selskabstraveren ’Se den lille kattekilling’. Det bliver nok aldrig en club banger, men det virker, og missionen lykkes:
Rasmus smiler bredt.
- Jeg vidste slet ikke noget, og så stod de pludselig her. Og så tænkte jeg, det var da noget af en overraskelse, siger Rasmus Dalsten.
Ind fra højre kommer en kagemand lavet på en bund af hindbærsnitte, som naturligvis er Rasmus’ favorit. Klassen kan sammen – men også lidt hver for sig – nyde kagen og fejre, at det lykkedes at skabe lidt opmuntring i en ellers lidt traurig tid med isolation.
- Det er dejligt, at de har givet mig sådan en kæmpestor overraskelse, det synes jeg altså, siger Rasmus Dalsten og afrunder på Jørgen Lethsk manér:
- Jeg er stolt af dem. Det er jeg altså.