Nu sænker kommune fartgrænsen i alle byer – og flere hastighedsnedsættelser er på vej

Flere kommuner i hovedstadsområdet bruger sommeren på at udskifte skilte og sætte fartgrænserne ned. I Fredensborg sænkes hastigheden nu i samtlige landsbyer.

Sommer er sæson for vejarbejde, sporarbejde og tilsyneladende også for at justere på fartgrænserne.

Flere kommuner i hovedstadsområdet bruger således sommeren med dennes lavere grad af bilisme på vejene til at implementere nye og lavere hastighedsgrænser lokalt.

En af dem er Fredensborg Kommune, der går bredt til værks.

Her bliver hastighedsgrænsen nu sænket til 40 kilometer i timen i samtlige af kommunens landsbyer. Det fremgår af kommunens hjemmeside.

De nye fartgrænser indføres løbende sommeren over i takt med, at skiltene udskiftes til 40 kilometer i timen-skilte. Samtidig sætter kommunen hastighedsdæmpere i form af vejbump op.

Fartgrænsen på 40 kilometer i timen gælder alle de veje, der ligger inden for byzonetavlen, skriver kommunen.

- Der kommer flere til

Også i Lyngby-Taarbæk Kommune er medarbejdere i teknikforvaltningen for tiden i gang med at udskifte skilte og implementere nye fartgrænser.

I løbet af juli måned indføres en ny hastighedsbegrænsning på 40 kilometer i timen i to områder, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Det drejer sig om en strækning omkring Virum Skole og i et boligområde omkring vejene Fyrrevang og Lindevangen, oplyser kommunen.

- Der er mange borgere, der oplever, at der bliver kørt for stærkt på deres lokalveje. Derfor er en af indsatserne i Trafiksikkerhedsplanen at etablere 40 km hastighedszoner i lokalområder for at gøre det mere trygt at færdes langs vejene og sikkert at krydse dem. Jeg glad for, at vi får realiseret de to første zoner nu, og vi vil arbejde for, at der kommer flere til, udtaler Richard Sandbæk (K), der er formand for Teknikudvalget.

Hastighedsnedsættelser på tværs af hovedstadsområdet

Fredensborg og Lyngby-Taarbæk kommuner kan sænke hastighederne, fordi det er blandt de 11 kommuner i hovedstadsområdet, der er en del af en forsøgsordning, hvor de frem til 2025 har udvidede muligheder for at sænke fartgrænserne lokalt.

København er også en del af den ordning, og her er kommunen for tiden i færd med at udrulle hastighedsgrænser på 40 og visse steder 30 kilometer i timen i det meste af byen, mens farten på indfaldsveje allerede er blevet sænket flere steder.

Andre kommuner som Allerød, Hillerød og Frederikssund har allerede vedtaget og flere steder indført fartgrænser på 40 kilometer i timen i byområder, mens Frederiksberg har nedsat hastigheden i udvalgte zoner i byen.

Ordningen har også kastet tværkommunale hastighedsbegrænsninger af sig. Blandt andet har de Nordsjællandske kommuner Lyngby-Taarbæk og Rudersdal samarbejde om at sænke farten på Kongevejen, mens Gentofte med ordningen har sænket farten på Lyngby Omfartsvej fra 90 kilometer i timen til 70 kilometer i timen

11 kommuner i hovedstadsområdet må sænke farten

I foråret 2022 blev en ny bekendtgørelse vedtaget med en forsøgsordning, hvor 16 kommuner i Danmark – heraf 11 i hovedstadsområdet - kan søge om en udvidet mulighed for at sænke de lokale hastighedsgrænser.  

Denne ordning giver blandt andet mulighed for at få godkendt hastighedsbegrænsninger på 40 kilometer i timen på veje i byområder, der ”ikke har væsentlig betydning for den generelle trafikafvikling”, lød det i forbindelse med bekendtgørelsen.

Forsøgsordningen løber fra 2022 til 2025, hvorefter den vil blive evalueret – eventuelt med henblik på at rulle ordningen bredt ud.

Disse 11 kommuner fra hovedstadsområdet er en del af forsøgsordningen:

  • Københavns Kommune

  • Frederiksberg Kommune

  • Allerød Kommune

  • Fredensborg Kommune

  • Frederikssund Kommune

  • Furesø Kommune

  • Gentofte Kommune

  • Hillerød Kommune

  • Hørsholm Kommune

  • Lyngby-Taarbæk Kommune

  • Rudersdal Kommune

Hertil kommer Odense, Randers, Norddjurs, Aarhus og Aalborg kommuner.

Kilde: Transportministeriet


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik