Er endt i håndgemæng: Butiksdetektiv har "voldsomt" mange sager

De Samvirkende Købmænd forudser, at 2023 ender med rekordmange butikstyverier. Den tendens genkender butiksdetektiven Per Kristensen, der senest har været i håndgemæng med en butikstyv.

Ét ord går igen, når man spørger butiksdetektiven Per Kristensen om butikstyverier i øjeblikket. 

- Det er voldsomt stigende, siger han til TV 2 Kosmopol og fortsætter:

- Jeg har sager næsten dagligt, tilføjer manden, der har har arbejdet først som vagt og senest som butiksdetektiv gennem 12 år. 

Baggrunden for udtalelsen er nye tal fra De Samvirkende Købmænd.

quote Den seneste episode, jeg har været udsat for, det var et håndgemæng.

Per Kristensen, butiksdetektiv.

Tallene viser, at den stigende tendens med butikstyverier også fortsætter med at stige i tredje kvartal i 2023. 

Her lyder tallet på mere end 6.100 anmeldte butikstyverier. Og hvis udviklingen fortsætter i fjerde kvartal forudser branchen, at tallet for 2023 sammenlagt ender på 24.500 anmeldelser om butikstyverier. 

I 2022 var det tal på 20.058.

En kedelig rekord

TV 2 Kosmopol har også tidligere i år fortalt om stigningen i antallet af butikstyverier - tyverier, der eksempelvis er gået ud over en Rema 1000 i Helsingør.

Dengang kunne butikkens købmand berette, at særligt kød var i høj kurs hos de langfingrede kunder.

Udviklingen ærgrer da også den administrerende direktør i De Samvirkende Købmænd, Jannick Nytoft.

- Desværre har vi nu i syv kvartaler samlet set en stigning på over 60 procent. Og i tredje kvartal af 2023 ser vi desværre endnu en rekord, siger Jannick Nytoft til TV 2 Kosmopol.

(Artiklen fortsætter efter boksen.)

Spørg Os - Formular

_

I håndgemæng med butikstyv

Men det er ikke kun antallet af butikstyverier, der vækker bekymring i branchen.

Når tyvene bliver opdaget og pågrebet af personale eller butiksdetektiver, udvikler situationerne sig også fysisk.

Sådan forklarer Per Kristensen, der også er indehaver af PK-Vagtservice.

- Den seneste episode, jeg har været udsat for, det var et håndgemæng. Det skete, da personen forsøgte at stikke af efter at være bragt ind på kontoret, siger butiksdetektiven.

De Samvirkende Købmænd har præsenteret en 10-punktsplan mod færre butikstyverier for justitsminister Peter Hummelgaard (S), hvor købmændene blandt andet efterlyser mere synligt politi og hårdere straffe for butikstyveri.

En anden del af 10-punktsplanen lyder på, at købmændene skal kunne dele billeder af gerningsmænd i et lukket system på tværs af detailhandlen.

Minister vil vende udviklingen 

TV 2 Kosmopol har uden held forsøgt at få et interview med justitsministeren fredag. I stedet har Peter Hummelgaard sendt os et skriftligt svar.

- Butikstyverier er et stort problem for den enkelte butiksejer, og det skaber utryghed blandt både kunder og ansatte. Derfor er jeg også optaget af, at vi får vendt udviklingen med det stigende antal butikstyverier, vi desværre har set den seneste tid, skriver Peter Hummelgaard til TV 2 Kosmopol og fortsætter: 

- Mit embedsværk arbejder i øjeblikket med konkrete initiativer, som skal sætte ind over for noget af den kriminalitet, der skaber utryghed i hverdagen, herunder butikstyveri, skriver justitsministeren.

Nedenfor kan du se indslaget med butiksdetektiv Per Kristensen og De Samvirkende Købmænd, der frygter et rekordår for butikstyverier.

De Samvirkende Købmænd forventer - og frygter - at 2023 bliver et rekordår for butikstyverier.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik