Lokale klubber jubler over Champions League: "Det er rigtig mange penge for en klub som vores"

Fodboldklubben FA 2000 på Frederiksberg er svært tilfredse med storebror FC Københavns avancement til gruppespillet i Champions League. Det betyder, at der falder tusindvis af kroner til klubben.

Nogle fodboldkampe er bare vigtigere end andre. 

Kampen mod det polske mesterskabshold, Raków, i Parken skulle vise sig at blive ekstrem vigtig for både FCK, men også for en lang række mindre klubber i det danske fodboldlandskab.

For med sejren har FCK sikret millioner af kroner til divisionsklubberne rundt omkring i landet. 

Et af de hold, der får en bid af kagen, er en af deres nærmeste naboer, 2. divisionsklubben Frederiksberg Alliance 2000. 

Et sted mellem 200.000 og 260.000 kroner har Frederiksberg Alliance 2000 udsigt til, efter FCK i onsdag spillede sig videre i Champions League. 


Et beløb, som er absolut nødvendigt for, at lokalklubben på Frederiksberg kan vedligeholde niveauet på eliteplan, forklarer sportschef Steffen Dam. 

- Vi har rækkens laveste budget, så en indtægt af den størrelsesorden er vel en tredjedel af vores budget, siger han til TV 2 Kosmopol og fortsætter: 

- Så det er rigtig mange penge for en klub som vores. Det er virkelig noget, der betyder meget, og noget som gør, at vi kan have en eller anden form for eliteniveau kørende i vores klub.

quote Når det regner på præsten, drypper det på degnen

Steffen Dam, sportschef Frederiksberg Alliance 2000

Hvert år uddeler Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) nemlig såkaldte solidaritetsmidler til de klubber i Europa, der ikke har kvalificeret sig til et europæisk gruppespil.

Solidaritetsmidlerne må dog kun bruges på talentudvikling, og for sportschef Steffen Dam er det en kærkommen gave.

- Vi har også spillere hos os, der har været på U-landshold og været på kontrakt ved nogle af superligaklubberne, men som så ikke slog igennem.

- Der skal jo også være et sted at samle dem op, så de kan udvikle sig på et lidt lavere niveau, end det sted de var. Og der kan man jo sige, at de her solidaritetspenge er guld værd for os på anden klasse, siger forklarer han.

Midler må vente på sig

Det kræver ganske få fodtrin at gå fra FCK's træningsanlæg til FA 2000's klubhus, ja, man kan endda skue udover FCK's baner fra hjørnekontoret, hvor bestyrelsen holder til. Men det stopper bestemt ikke glæden over FCK's avancement. 

- Vi under altid vores naboer det bedste. Det er fantastisk for dansk fodbold at have et hold i Champions League, og det er fantastisk for København at have et hold med i gruppespillet. Det er også fantastisk, at det danske flagskib bliver ved med at trække os andre med. Når det regner på præsten, drypper det på degnen, tilføjer han. 

Midlerne fra 2023/2024 sæsonen må dog lade vente på sig indtil næste år. Midlerne kommer nemlig en sæson forsinket. 

Direktør for divisionsforeningen, Claus Thomsen, oplyser til TV2 Kosmopol, at solidaritetsmidlerne fra sæsonen 2022/2023 - hvor FCK også var i gruppespil i Champions League - kan forventes at blive offentliggjort til september. 

FA 2000 ligger i øjeblikket nummer otte i 2. division. En bedrift, som Steffen Dam mener, er hæderlig, eftersom klubben rykkede op fra 3. division i sommer. 

Også stor glæde i Nordsjælland

I første divisionsklubben Hillerød Fodbold luner solidaritetsmidlerne også. Klubben har vokseværk og er gået fra cirka 600 medlemmer i 2018 til omkring 1000 i 2023.

Udover at det kræver mere udstyr som bolde og veste, så har klubben også fremtidsdrømme.

- Udover at vi gerne vil være en klub, der rummer forskellige individer, så vil vi gerne udvikle os og på sigt producere egne spillere, fortæller Simone Rich, der er klub- og talentudviklingschef i Hillerød Fodbold. 

Og så længe klubben ligger i første division, så udgør midlerne - som altså er på over en million kroner - en fjerdedel af klubbens budget. Derfor betyder det også så meget for klubben at holde sig i første division, siger økonomiansvarlig i Hillerød Fodbold. Henrik Emil Hansen. 





Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik