Før ville ingen investere i Vinge – nu står kommune med flere tilbud på hånden

Frederikssund Kommune har ved det seneste udbud modtaget flere købstilbud fra villige investorer, der vil opføre lejeboliger i byprojektet Vinge.

Tidligere havde Frederikssund Kommune mere end almindeligt svært ved at tiltrække bare en enkelt investor villig til at smide penge i at bygge boliger i byprojektet Vinge, men nu lader lykken til at være vendt for den engang så vingeskudte vision om at stable en helt ny by på benene på en bar mark mellem Ølstykke og Frederikssund.

Ved den seneste udbudsrunde af en række grunde i Vinge har kommunen, der står for udviklingen af den nye by, modtaget seks købstilbud på retten til at opføre forskellige boliger og detailhandel.

Det oplyser Frederikssund Kommune i en pressemeddelelse, der står i skarp kontrast til en tidligere udmelding fra efteråret 2019. Her meddelte kommunen bedrøvet, at en udbudsrunde af lignende byggefelter ikke havde ført til et eneste bud.

- Det er utroligt glædeligt, at der er så stor interesse for at købe grunde og bygge i Vinge. Det giver grund til optimisme for udviklingen af Vinge – og jeg er ikke i tvivl om, at åbningen af Vinge Station i december 2020 er en medvirkende årsag til den interesse, vi nu oplever fra investorerne, siger borgmester John Schmidt Andersen (V) med henvisning til den omdiskuterede S-togstation, der efter flere års tovtrækkeri er blevet bygget og taget i brug.

Husejerne i Deltakvarteret i Vinge får inden for få år nye naboer.
Husejerne i Deltakvarteret i Vinge får inden for få år nye naboer.
Foto: Halsnæs Kommune

Byggefelterne, som der er blevet budt på, ligger ved siden af og rundt om Deltakvarteret, som indtil videre er det eneste område af Vinge, hvor der står færdigbyggede boliger med omkring 100 beboere.

I nogle af felterne skal der bygges parcel-lignende huse i to etager, mens andre felter skal have boligbyggerier, der rager noget højere i vejret. Samtidig der skal bygges Vinges første supermarked, når detailhandel skal kombineres med boliger i et tredje felt.

Det er nogle af de markerede områder her - A og B-felterne - der skal bebygges.
Det er nogle af de markerede områder her - A og B-felterne - der skal bebygges.
Foto: Halsnæs Kommune

- Jeg glæder mig til, at vi i den kommende tid nu skal nærlæse de indkomne bud og gå i dialog med tilbudsgiverne om de mulige projekter, herunder arkitekturen, boformerne, bæredygtighed og infrastruktur med mere, udtaler John Schmidt Andersen (V).

Tidligere er det kommet frem, at der skal bygges 209 almenboliger i Vinge, som selskaberne Rosenvænge og Domea skal stå for at udvikle i et andet område nær det, der nu har været i udbud.

Boligselskabet Rosenvænget er sammen med Domea allerede udvalgt til at skulle bygge 209 almenboliger i Vinge i et byggefelt nær den nye station.
Boligselskabet Rosenvænget er sammen med Domea allerede udvalgt til at skulle bygge 209 almenboliger i Vinge i et byggefelt nær den nye station.
Foto: Rosenvænget/Domea

Vinge-projektet er Danmarks største byudviklingsprojekt, og det går kort sagt ud på, at man vil anlægge en helt ny by med 20.000 borgere uden for Frederikssund.

Ambitionen var, at de første dele af byen skulle have været på plads allerede i 2018, men i november 2017 kollapsede projektet og efterlod et gabende hul i kommunens budget på over 100 millioner koner.

Det hul blev siden lappet af kommunekassen, så byudviklingen af det kuldsejlede projekt kunne genoptages i slutningen af 2018.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik